- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Allersidste Boeing 747 har forladt samlebåndet

Det sidste Boeing 747-fly er blevet samlet og i begyndelsen af næste år leveres det til Atlas Air. Det til trods er forventningen dog, at flytypen fortsat vil være at finde i luften en del år endnu.

En æra lakker så småt mod enden.

Selvom den ikoniske Boeing 747  forsat vil være del af flåderne hos flyselskaber rundt omkring i verden, blev der sat et punktum for produktionen af jumbojetten, da den sidste af slagsen i denne uge rullede af samlebåndet på flyproducentens fabrik i byen Everett i den amerikanske stat Washington.

Flytypen har været en del af Boeings produktportefølje siden 1967, og fra dengang og til i dag er der i alt blevet fremstillet 1.574 fly i en række forskellige modeller. Det sidste var et 747-8F, der skal leveres til det amerikanske fragtflyselskab Atlas Air i begyndelsen af næste år.

Boeing oplyser, at når en 747-8 flyver med gennemsnitlig marchhastighed, tilbagelægger det en strækning svarende til tre fodboldbaner i sekundet, og fragtudgaven er rummelig nok til at medbringe eksempelvis 10.699 guldbarrer eller 19 millioner bordtennisbolde.

Kan flyve i op mod flere årtier endnu
Det fremhæves, at jumbojetten har spillet en nøglerolle i flyproducentens udvikling i de seneste mange år, ligesom Kim Smith, der har såvel en direktørstilling i Boeing som det overordnede ansvar for produktionen af 747- samt 767-flytyperne, fremhæver flyets betydning for luftfarten.

”I mere end et halvt århundrede har titusindvis af dedikerede medarbejdere hos Boeing designet og fremstillet dette storslåede fly, som i sandhed har forandret verden. Vi er stolte over, at flytypen vil fortsætte med at flyve på tværs af kloden i mange år endnu.”

Den sidste pointe understøttes af, at flere flyselskaber i dag fortsat foretager flyvninger med Boeing 747-200-fly, der er produceret i løbet af 1980’erne, og set i det lys kan 747’eren potentielt flyve i flere årtier endnu. Det skriver Flightradar24.

Er blevet overhalet af udviklingen
En del af årsagen til, at Boeing nu sætter en stopper for produktionen af denne type fly, hænger sammen med, at tiden til en vis grad er løbet fra jumbojetten, der med sine fire motorer ikke er lige så brændstofeffektivt og udleder mere CO2 end moderne flytyper.

Det har ført til, at mange flyselskaber allerede har sendt passagerudgaven af 747’eren på pension således, at flytypen i øjeblikket fortrinsvis benyttes til fragtflyvninger. Denne type trafik udgjorde 93 procent af alle 747-flyvninger i november i år.

Air China, Asiana Airlines, Mahan Air, Korean Air samt Lufthansa tilbyder dog fortsat passagerflyvninger med selskabernes 747’ere.

 

Relaterede artikler:

Sidste Boeing 747 leveres i oktober 2022

British Airways tog afsked med Boeing 747

Disse flyselskaber har fortsat Boeing 747