- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Amapola Flyg sikrer sig statsstøttede indenrigsruter

Svenske Amapola Flyg skal operere fem svenske indenrigsruter med tilskud fra den svenske regering, mens SAS på kommercielle vilkår tager ansvaret for tre ruter.

Trafikverket fik af den svenske regering i begyndelsen af april til opgave at sikre flytrafikken til syv nordlige destinationer samt til Visby på øen Gotland i Østersøen.

Samlet har den svenske regering afsat 105 millioner svenske kroner – 70 millioner danske kroner -til at sikre beflyvningen af Kiruna, Luleå, Umeå, Östersund, Skellefteå, Örnsköldsvik, Sundsvall og Visby fra Stockholm Arlanda-lufthavnen.

Dermed er det fra den 20. april atter blevet muligt at flyve til de otte destinationer, og Trafikverket understreger, at aftalerne kan forlænges for en måned ad gangen frem til den 6. september 2020. Herudover er der også aftalt, at hvis der kommer kommerciel beflyvning af ruterne, så bortfalder støtten.

SAS ville ikke overlade til Amapola
Inden ordningen overhovedet var komme i gang, meddelte SAS i sidste øjeblik, at selskabet fortsat ønsker at flyve på kommercielle vilkår til Kiruna, Luleå og Umeå, hvorfor disse tre destinationer falder ud af støtteordningen. Dermed er det kun ruterne til Östersund, Skellefteå, Örnsköldsvik, Sundsvall og Visby, der skal ydes støtte til, og den tilkommer Amapola Flyg, der vil trafikere ruterne med Fokker F50-fly.

Hidtil har Amapola Flyg rent teknisk opereret med de samme fly på de nævnte ruter, men det var på flyvninger som underleverandør for det regionale flyselskab BRA, der i øjeblikket er i betalingsstandsning. 

I aftalen med Trafikverket har Amapola Flyg lavet et trafikprogram, der tager omkostningsmæssige og miljømæssige hensyn. Således blive ruteføringen: Arlanda-Visby-Arlanda-Sundsvall-Örnsköldsvik-Östersund-Örnsköldsvik-Sundsvall-Arlanda.

“Med denne aftale sikrer vi rejsemuligheder, der er nødvendige for sundhedsvæsenet og andre socialt vigtige funktioner,” siger generaldirektør Lena Erixon fra Trafikverket.

Norwegian er ude
SAS har hidtil fløjet på alle otte ruter, men selskabet vender som sagt tilbage på tre af ruterne på kommercielle vilkår. Norwegian fløj også undtil coronakrisen på Kiruna, Luleå og Umeå fra Stockholm, men det norske lavprisflyselskab er indtil videre ude af forløbet. 

Den store vinder er altså Amapola Flyg, der får lov til at flyve til de samme destinationer som tidligere, men i et kraftigt beskåret trafikprogram. Opdragsgiver og betaler er blot ikke længere BRA, men i stedet den svenske stat.

Amapola Flyg AB er ejet af Salénia Air Cargo AB og flyver primært postflyvninger samt wetlease-flyvninger for andre operatører.

 

Relaterede artikler:

Sverige vil sikre vigtig indenrigsflytrafik

Svensk flyselskab kaster håndklædet i ringen

Svenske flyselskaber får statslig håndsrækning