- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

American Airlines bestiller 20 supersoniske fly

American Airlines har lagt en ordre på 20 supersoniske Overture-fly fra Boom Supersonic, der i alt har fået 130 bestillinger på flyet inklusiv optioner fra tre forskellige selskaber.

Det varer ikke alt for mange år, før det næste supersoniske fly kommer i luften og dermed vil ”tage over” fra den legendariske Concorde, der blev pensioneret i 2003.

Denver-baserede Boom Supersonic er nemlig i gang med at udvikle det nye Overture-fly, der allerede er blevet bestilt fra United Airlines og Japan Airlines. Og nu melder endnu et amerikansk flyselskab sig på banen med en ordre på det supersoniske fly.

American Airlines har således bestilt 20 Overture-fly med en option på yderligere 40 fly. Selskabet har betalt et ikke-refunderbart depositum på de første 20 fly og satser dermed fuldt ud på det nye og særprægede fly.

Klar til passagerer i 2029
Overture-flyet vil efter planen kunne flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof. Det vil være klar til præsentation i 2025, mens første flyvning er planlagt til 2026. Tre år senere vil flyet efter planen være godkendt til passagertransport.

”Når vi ser på fremtiden, vil supersoniske rejser være en vigtig del af vores evne til at levere til vores kunder. Vi er spændte på, hvordan Boom vil forme fremtiden for rejser både for vores selskab og vores kunder,” siger Derek Kerr, finansdirektør i American Airlines.

Flyet får en hastighed over vand på Mach 1.7, hvilket svarer til næsten 2.100 kilometer i timen. Concorden kunne til sammenligning komme op på Mach 2.04, som var det dobbelte af lydens hastighed. Rækkevidden for Overture-flyet bliver 7.871 kilometer, og det vil kunne flyve mellem New York og London på tre og en halv time.

American Airlines fremhæver desuden, at flyet vil kunne flyve fra Miami til London på knap fem timer og fra Los Angeles til Honolulu på tre timer.

130 bestillinger i alt
Overturen bliver designet til at kunne transportere mellem 65 og 80 passagerer. Flyets driftsomkostninger bliver omkring 75 procent lavere end Concorden, har en talsmand fra United Airlines – en af de øvrige kunder – tidligere udtalt.

Hos Boom Supersonic er man stolt over at dele visionen om en mere forbundet og bæredygtig verden med American Airlines.

”Vi tror på, at Overture kan hjælpe American med at udvide sin konkurrencefordel på netværk, loyalitet og overordnede flyselskabspræferencer gennem de paradigmeskiftende fordele ved at halvere rejsetiderne,” siger Blake Scholl, grundlægger og administrerende direktør i Boom Supersonic.

Med ordren fra American Airlines har Boom Supersonic fået i alt 130 ordrer på Overture-flyet. I juni 2021 lagde United Airlines en bestilling på 15 supersoniske fly med option på yderligere 35 fly. Japan Airlines var imidlertid først på banen med en ordre på 20 fly i december 2017.

 

Relaterede artikler:

SAS-partner køber 15 supersoniske fly

Vil opføre produktionsanlæg for nye Overture-fly

Tæt kapløb om fremtidens supersoniske fly