- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Asiatisk flyselskab dropper flyvninger til Europa

Garuda har så store økonomiske problemer, at flyselskabet nu skærer drastisk ned på antallet af internationale ruter. Det betyder blandt andet, at selskabet ikke længere vil flyve til Europa.

COVID-19-pandemien har været en kolossal omvæltning for luftfartsbranchen. Testkrav, indrejseforbud og andre rejserestriktioner har gjort, at de seneste to år har været et minefelt at navigere i for flyselskaberne. Det er også tilfældet for det indonesiske flyselskab Garuda Indonesia.

Allerede inden pandemien havde flyselskabet store økonomiske problemer. Problemerne er dog kun blevet forværret de seneste år, og lige nu befinder Garuda sig i en rekonstruktionsproces. I forbindelse hermed har flyselskabet besluttet at droppe stort set alle internationale ruter.

Fremover vil Garuda kun flyve internationalt til Sydney, Hong Kong, Tokyo, Seoul samt en endnu unavngiven by i Kina. Det bunder i, at det er ruter, hvor selskabet mener, at der kan tjenes penge. Det skriver Executive Traveller.

Underskud de seneste fem år
Beslutningen betyder i praksis, at flyselskabet dropper flyvninger til de europæiske storbyer London og Amsterdam. Derudover vil Garuda heller ikke længere sende passagerer til Kuala Lumpur, Singapore og Bangkok.

I tillæg til COVID-19-pandemien har flere faktorer været medvirkende til, at flyselskabets økonomi er blevet presset. Det skyldes korruption ved køb af fly og motorer, en aggressiv udbygning af flåden samt høje omkostninger. Det har betydet, at flyselskabet har haft underskud hvert år siden 2017.

I dag har Garuda en gæld på i alt 9,8 milliarder amerikanske dollars, hvilket svarer til 64,3 milliarder danske kroner. Gælden har betydet, at flyselskabet tidligere på måneden satte gang i den føromtalte rekonstruktion, der skal få Garuda på ret køl igen.

Ikke første gang uden Europa
Det er dog ikke kun antallet af ruter, som SkyTeam-medlemmet nu skærer ned på. Garuda forsøger i øjeblikket at annullere en bestilling på flere A330neo’ere fra Airbus. Flyselskabet overvejer derudover også at levere et antal leasede A330’ere tilbage samt skille sig af med fem Boeing 777-300ER-fly.

Selvom selskabets exit fra det europæiske marked denne gang skyldes økonomiske problemer, er det ikke første gang, at Garuda har været væk fra Europa. I 2007 fik selskabet sammen med 50 andre indonesiske flyselskaber flyveforbud af EU.

Det var et spørgsmål om flysikkerheden i landet, der dengang fik EU til at træffe beslutningen, der blandt andet var ansporet af flere flystyrt i Indonesien. I juli 2009 var Garuda et af fire indonesiske flyselskaber, der igen fik lov til at sende fly til Europa.

 

Relaterede artikler:

NAC tager til genmæle i strid med flyselskab

Flyselskab annullerer ordre på 49 MAX-fly

Indonesien truer med at boykotte Airbus