- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Atlantic Airways får codeshare-aftale med Air France

Air France og Atlantic Airways etablerer nyt samarbejde om tre ruter. Samtidig går Atlantic Airways nye rute til Paris i luften.

I januar annoncerede Atlantic Airways og KLM en ny codeshare-aftale. Med det nye samarbejde fik kunderne mulighed for at flyve fra Vágar på Færøerne til København, Billund, Bergen og Edinburgh og derfra videre med KLM’s store knudepunkt Amsterdam-Schiphol.

Nu følger en ny codeshare-aftale mellem KLM’s søsterselskab Air France og Atlantic Airways. Den nye aftale træder i kraft 1. juli, og samme dag starter Atlantic Airways en ny, direkte rute fra Vágar til Paris Charles de Gaulle med tre ugentlige forbindelser.

Passagerer kan rejse på samme billet
Den nye rute og codeshare-samarbejdet giver passagerer fra hele verden mulighed for at skifte fly i Paris – eller København – og fortsætte deres rejse på samme billet med et one-stop check-in til og fra Færøerne.

Med codeshare-aftalen vil Atlantic Airways-flyvninger få en AF-kode, hvilket betyder, at den rejsende kan bestille en billet fra A til B med Air France, ligesom medlemmer af Air France-KLM’s bonusprogram Flying Blue kan optjene og bruge point.

Samarbejde om tre ruter
Codeshare-samarbejdet omfatter foruden Vágar-Paris-ruten også ruterne fra Vágar til København og fra Vágar til Keflavik i Island.

”Atlantic Airways’ mission er at forbinde Færøerne med verden. Derfor er vi meget begejstrede for denne codeshare-aftale, som gennem den nye Charles de Gaulle-forbindelse, vil gøre Færøerne mere tilgængelig,” Jóhanna á Bergi, administrerende direktør for Atlantic Airways.

Også hos Air France-KLM er der stor tilfredshed med den nye samarbejdsaftale.

”Denne nye codeshare-aftale mellem Air France og Atlantic Airways skal bidrage yderligere til at styrke vores skandinaviske netværk samt sikre de bedste betingelser for vores rejsende. Det er vi meget stolte over at kunne bidrage til, ” siger Anita Wagner Feddersen, landechef for Air France-KLM i Danmark.

Plan om Amsterdam-rute måtte opgives
Det var oprindeligt planen, at Atlantic Airways denne sommer skulle have etableret en rute fra Vágar til Amsterdam. Selskabet havde søgt om at få start-og landingstilladelser i Schiphol-lufthavnen tre gange om ugen fra begyndelsen af juni, men det lykkedes ikke for Atlantic Airways at få godkendelsen på plads i den meget slot-restriktive hollandske storlufthavn.

Derfor valgte Atlantic Airways i stedet at etablere ruten mellem Vágar og Paris-CDG fra den 1. juli, og nu er det så lykkedes at få en codeshare-aftale på plads, inden den nye rute går i luften.

 

Relaterede artikler:

Atlantic Airways og KLM udvider samarbejde

Atlantic Airways får grønt lys til New York

Atlantic Airways på venteliste til Schiphol-slots