- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Atlantic Airways har modtaget sin anden A320neo

Færøske Atlantic Airways har fået endnu et spritnyt Airbus-fly i flåden, og samtidig skruer selskabet igen op for trafikken til tre danske lufthavne efter ophævelse af karantænekrav.

Atlantic Airways har netop modtaget sin anden Airbus A320neo. Det færøske flyselskab fik det nye fly med registreringen OY-RCL leveret direkte fra Airbus-fabrikken i Toulouse i Sydfrankrig, og flyet ankom kl. 17.50 i Københavns Lufthavn fredag aften, inden det fortsatte til Vágar-lufthavnen på Færøerne.

Det nye fly har fået navnet Tita efter den færøske tekstilkunstner Tita Vinther. Med det nye fly, som Atlantic Airways leaser på en kontrakt med det amerikanske flyleasingselskab Air Lease Corporation, består selskabets flåde nu af i alt fire fly – to Airbus A320neo, én A319-100, og én A320-200.

På længere sigt er det planen, at selskabet skal have en enhedsflåde bestående af fire A320neo, mens det otte år gamle A319-fly og det 3,5 år gamle A320-flyet skal udfases. De næste to nye A320neo forventer Atlantic Airways at få leveret i 2023 og 2024.

Airbus A320neo fra Atlantic Airways – OY-RCL. (Foto: Atlantic Airways | PR)

Daglig forbindelse til København igen
I de seneste måneder har Atlantic Airways kun har fløjet ruteflyvninger tre-fire gange om ugen fra Vágar Lufthavn til København Lufthavn på grund af coronanedlukningen i Danmark og på Færøerne.

Men siden de færøske myndigheder afskaffede karantænekravet for rejsende fra Danmark den 15. juni, er selskabet igen begyndt at flyve dagligt på ruten til København, og om en uges tid venter selskabet at øge til to daglige afgange. Selskabet vil blandt andet indsætte det nye A320neo-fly på ruten til København denne sommer.

Ruter til Billund og Aalborg genoptages
Fra den 18. juni begyndte Attlantic Airways endvidere at flyve hver torsdag og søndag mellem Vágar og Billund, og fra den 30. juni udvider selskabet med endnu to ugentlige forbindelser til og fra Billund på tirsdage og lørdage.

Ruten til Aalborg bliver ligeledes genoptaget, når Atlantic Airways fra den 25. juni, vil flyve direkte til og fra den nordjyske lufthavn hver torsdag og søndag.

De færøske myndigheder har ligeledes afskaffet karantænekravet for rejsende fra Island fra den 15. juni 2020, og dermed har Atlantic Airways også genoptaget trafikken til Island med tre ugentlige forbindelser mellem Vágar og Keflavik-lufthavnen, som flyves hver mandag, onsdag og fredag.

Eventuelt charteroperationer denne sommer
Atlantic Airways har normalt også en større charterproduktion for danske rejsearrangører, blandt andet i sommermånederne, og med den seneste ændring af det danske udenrigsministeriums rejsevejledninger, hvor der åbnes for rejser til Sydeuropa, kan det måske også blive tilfældet denne sommer.

Den danske rejsebranche viser i hvert fald interesse for at involvere det færøske selskab, hvis det efter de pludseligt ophævede rejserestriktioner lykkes bureauerne at sælge tilstrækkeligt med charterrejser i sommer til at sende charterfly i luften mod Sydeuropa.

”Nu må vi i gang med at ringe til hotellerne og tale med vores gæster om interessen for charterrejser sydpå. Vi skal også tale med vores leverandører blandt flyselskaberne, navnlig SAS og færøske Atlantic Airways,” siger Bjarke Hansen, medejer af og administrerende direktør for Primo Tours-gruppen til CHECK-IN.dk’s søstermedie STANDBY.dk.

Primo Tours-gruppen er den største danskejede charterarrangør med bureauerne Primo Tours, Århus Charter og SunCharter.

”Jeg tror der kommer lidt gang i charterrejserne, men det bliver ikke meget. Det må de kommende uger vise,” siger Primo Tours-direktøren til STANDBY.dk.

 

Relaterede artikler:

“Det har været en hård omgang”

Atlantic Airways afskediger en tredjedel af de ansatte

Flere flyruter til Grønland og Færøerne indstilles