- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Baneafkørsel med Boeing 737 i Rusland

En Boeing 737 fra det russiske flyselskab Pobeda Airlines var accelereret af sted for at lette fra Perm, da flyet skred af banen. Samtlige ombordværende slap uskadte fra hændelsen.

Det hænder ind imellem – særligt ved vejrmæssige udfordringer – at fly skrider af banen ved start eller landing. Og forleden skete en sådan hændelse i Rusland.

En Boeing 737-800 fra Pobeda Airlines var tidlig morgen 8. januar rullet af sted på startbanen i Perm International Airport, da flyet pludselig gled af banen og endte i en snedrive. Det skriver Sam Chui. Flyet, der havde den ulovlige registrering RA-73294, skulle af sted på rute DP6512 fra Perm til Moskva Sheremetyevo.

Flyet gled ud i venstre side af bane 21 i den indledende fase af accelerationen og havde nået en hastighed på cirka 30 knob (55 kilometer i timen, red.), da hændelsen skete.

Efter hændelsen blev alle passagerer og besætningsmedlemmer evakueret via trapper, og ingen af de i alt seks besætningsmedlemmer og 183 passagerer kom til skade.

Lufthavn blev midlertidigt lukket
Som følge af hændelsen med Boeing 737-flyet fra Pobeda Airlines blev lufthavnen midlertidigt lukket, indtil startbanen blev rømmet. Som konsekvens af dette blev flere afgange forsinket. Lufthavnen kunne genoptage normal drift, efter det fastsiddende fly var blevet bugseret til forpladsen.

En talsmand fra Pobeda Airlines har bekræftet hændelsen, og at lavprisflyselskabet ville sørge for et andet fly til de berørte passagerer. Efter hændelsen blev der foretaget en teknisk inspektion af Boeing 737-flyet, men det vides ikke, hvilke skader flyet eventuelt har fået.

På hændelsestidspunktet for Boeing 737-flyet var der let snevejr og skydække over Perm International Airport, mens temperaturen lå helt nede på minus 31 grader. Sigtbarheden i lufthavnen var imidlertid fin.

Boeing 737-flyet fra Pobeda Airlines er otte år gammelt og har indtil juni 2022 haft registreringen VQ-BTD. Pobeda Airlines blev etableret i 2014 og råder i dag over i alt 41 Boeing 737-800 med en gennemsnitsalder på fem år.

Pobeda Airlines på EUs sorte liste
Krigen i Ukraine har haft store konsekvenser for flere russiske flyselskaber – herunder Pobeda Airlines. Flyselskaberne er via sanktioner fra blandt andet EU og USA blevet udelukket fra at flyve i en del af verdens luftrum.

Som modtræk til sanktionerne fra den vestlige verden har Rusland indført en ny lov, der har gjort det muligt at omregistrere leasede fly fra udenlandske selskaber, sådan at flyene fremover er på russisk register. Flyene kan tidligere have været registreret i eksempelvis Bermuda.

Dette har også været tilfældet med hændelsesflyet VQ-BTD, der altså har fået den russiske registrering RA-73294, så flyet kunne fortsætte med at flyve i Rusland.

Pobeda Airlines er blandt de flyselskaber, der er kommet på EUs sorte liste. Beslutningen blev truffet på baggrund af føromtalte russiske lov, der tillader omregistrering, så flyene kan fortsætte i driften uden gyldige luftdygtighedsbeviser. Det er et brud på de sikkerhedsstandarder, som flyselskaberne skal leve op til.

Herunder en video fra Twitter-brugeren JACDEC, der viser evakueringen af passagerer fra Boeing 737-flyet fra Pobeda Airlines:

Relaterede artikler:

21 russiske flyselskaber på EU’s sorte liste

Snedrive årsag til Boeing 737-havari i Rusland

Tredje landingsuheld i løbet af en uge