- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Bekymring over stigende afgifter i norsk luftfart

Topcheferne fra SAS og Norwegian mødtes onsdag med den norske transportminister, Jon-Ivar Nygård, for at udtrykke deres bekymring over høje skatter og afgifter i norsk luftfart.

Den norske luftfart er præget af alt for høje skatter og afgifter, og det skal der gøres noget ved, så det blandt andet vil være mere attraktivt at gøre forretning i Norge.

Det mener de to topchefer for SAS og Norwegian – henholdsvis Anko van der Werff og Geir Karlsen. De to herrer mødtes onsdag eftermiddag med den norske transportminister, Jon-Ivar Nygård (AP), for at advare om, hvad de mener er urimeligt høje afgiftsniveauer. Det skriver norsk TV 2.

Norwegian har også ytret bekymring i et opslag på LinkedIn, hvor det blandt andet lyder: ’Næste år vil de samlede klima- og miljøomkostninger for luftfarten stige, mens der er planlagt betydelige stigninger i lufthavnsafgifter’.

Det norske transportministerium har tidligere advaret om, at den norske lufthavnsoperatør, Avinor, skal hæve skatterne for at stabilisere økonomien, som blev hårdt ramt under coronapandemien.

”Ubalanceret og urimeligt”
Anko van der Werff og Geir Karlsen kalder det imidlertid ”meget gode nyheder”, at den norske regering i sit udkast til næste års statsbudget har planer om at sænke CO2-afgiften for luftfart, hvilket skal spare dem 450 millioner norske kroner (290 millioner danske kroner, red.).

Anko van der Werff påpeger imidlertid, at Avinor har bedt om en stigning i lufthavnsafgifterne på 50 procent over to år, men at dette vil påvirke flyudbuddet og ramme flypassagererne.

”Vi tog det til efterretning i november 2023, da regeringen sagde, at vi skulle bidrage med noget til luftfartens fremtid, og vi var helt enige i det. Men vi mener, at en stigning på 50 procent ikke er ’noget’. Det er ubalanceret og urimeligt. Vi er bekymrede over disse stigninger,” sagde han ifølge TV 2 og omtalte SAS og Norwegian som en del af den kritiske infrastruktur.

Fra Geir Karlsen lød det i forbindelse med onsdagens møde, at det for Norwegian bedre kan svare sig at være på andre markeder end i Norge. Som eksempel nævnte han, at selskabet i øjeblikket har stationeret 16 fly i Spanien. Over en længere periode er omkostningerne for store i Norge, mener han.

”Hverken Norwegian eller SAS vokser i Norge lige nu. Vi vokser mere uden for Norge. Det er bekymrende, for vi vil også gerne vokse i Norge,” fortalte han.

Begge parter skal bidrage
Fra transportminister Jon-Ivar Nygård lyder det ifølge det norske erhvervsmedie E24, at det var et godt møde med Anko van der Werff og Geir Karlsen. Han understreger dog, at både Avinor og flyselskaberne må tage hånd om udfordringerne.

”I dette system skal der være bæredygtighed hos både lufthavnsoperatøren Avinor og flyselskaberne. Men begge skal være i gang og i fuld drift. Så vil vi selvfølgelig løbende arbejde sammen med Avinor for at sikre, at de opererer så effektivt som muligt, og vi har lyttet til de argumenter, flyselskaberne har fremført,” siger han.

Konkret kan flypassagererne se frem til dyrere flybilletter i den nære fremtid, hvis den norske regerings forslag til afgiftsniveauer for 2026 vedtages. Her er passagerafgiften nemlig blevet forhøjet en smule, skriver flysmart24.no.

Afgiften vil stige med én krone til 61 kroner per passager på rejser i Norge og inden for Europa. Afgiften skal betales på samtlige norske indenrigsflyvninger, mens man på rejser ud af landet kun skal betale på rejsen ud. For rejser uden for Europa er forslaget at øge afgiften med fem kroner til 350 kroner per passager.

 

Relaterede artikler:

Norge: Passagerafgift ned – og lufthavnsafgifter op

Norge genindfører passagerafgiften

Klimaomkostninger i Norge øges med 60 procent