- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund Lufthavn vil kobles på motorvejsnettet

Ny Midtjysk Motorvej har været i høring, og Billund Lufthavn har gjort det klart, at lufthavnen vil kobles på motorvejen for at sikre vækst og udvikling i Vestdanmark.

Billund Lufthavn er ikke i tvivl. Lufthavnen skal kobles på en udvidelse af det jyske motorvejsnet, så tilgængeligheden bliver øget.

Høringsperioden for Ny Midtjysk Motorvej er afsluttet, og Danmarks næststørste lufthavn har i denne forbindelse gjort det klart, at en ny motorvej bør etableres tæt ved lufthavnen. Billund Lufthavn ligger midt i Produktionsdanmark, hvilket gør området attraktivt for globale produktionsvirksomheder.

Google, Apple og Facebook er eksempler på virksomheder, der opretter store datacentre i Vestdanmark på grund af eksempelvis tilgængeligheden. Men infrastrukturen omkring Billund Lufthavn skal blive endnu bedre for at sikre en fortsat vækst og beskæftigelse.

”Billund Lufthavn er kritisk infrastruktur og servicerer Produktionsdanmark, der står for 40 procent af Danmarks BNP. Det er absolut nødvendigt for væksten og erhvervsudviklingen, at Billund Lufthavn bliver koblet op på bedre infrastruktur. Vi understøtter nogle af Danmarks største virksomheder i deres globale marked. Det skal national infrastruktur også være med til at understøtte,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, i en pressemeddelelse.

”Etableringen af Ny Midtjysk Motorvej skal starte i Give, så vi hurtigst muligt indkasserer værdien af at koble en international lufthavn på motorvejsnettet. Ifølge VVM-undersøgelsen vil netop denne strækning være det mest trafikerede stykke på hele den nye motorvej uanset linjeføring rundt om Billund.”

Lufthavn afgørende for vækst i Trekantområdet
Direktør for Trekantområdet Danmark, Morten Rettig, pointerer vigtigheden af, at en international lufthavn har den bedst mulige infrastruktur. Han nævner, at Trekantområdet siden 2008 har præsteret de højeste vækstrater i Danmark.

”Billund Lufthavn er en afgørende forudsætning for, at Trekantområdet fortsat kan bidrage med så meget vækst til Danmarks velstand – og en direkte opkobling af lufthavnen på motorvejsnettet vil yderligere styrke forbindelsen mellem vores internationale virksomheder og de globale markeder,” siger han.

Billund Lufthavn har gennem de seneste 10 år vækstet med gennemsnitligt fire procent årligt. 3,7 millioner passagerer lagde vejen forbi Billund Lufthavn i 2019, og lufthavnen havde desuden besøg af 38.000 lastbiler med luftfragt. Billund Lufthavn forventer, at væksten vil fortsætte på den anden side af coronakrisen.

I løbet af de næste 20 til 25 år vil disse tal blive fordoblet, forudser Billund Lufthavn, der således har et solidt argument for at få en motorvejsstrækning knyttet til lufthavnen.

”Billund Lufthavn skal nok vækste og nå vækstmålene for 2040. Det bliver man nødt til at have med i afgørelsen om Ny Midtjysk Motorvej, når lufthavnens tilstedeværelse betyder så meget for dansk samfundsøkonomi,” siger Jan Hessellund.

Ny motorvej vil øge kundegrundlag
I februar 2020 udsendte Vejdirektoratet en rapport med navnet ”Ny Midtjysk Motorvej, Give-Viborg-Hobro – Forundersøgelse af mulige linjeføringer”, hvor forskellige scenarier blev vurderet.

Billund Lufthavn er nævnt specifikt under afsnittet ”Erhvervsanalyse”, og her klarlægges det, at alle tre forskellige forslag til linjeføringer for motorvejen omkring Billund forbedrer lufthavnens tilgængelighed.

”En ny midtjysk motorvej forbedrer tilgængeligheden til Billund Lufthavn til gavn for erhvervslivet i store dele af Jylland. Både det østlige og vestlige forløb forbedrer kundegrundlaget for Billund Lufthavn. Inden for halvanden times rejsetid fra lufthavnen øges kundegrundlaget med 8-9 procent. Det midterste forløb giver dog en forøgelse på 14 procent,” lyder det i rapporten.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn afskediger 309 medarbejdere

Billund Lufthavn mister to hubruter

Vækstplan skal fordoble passagertal i Billund Lufthavn