- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing-aftale: Pårørende reagerer med sorg og vrede

Boeing har indgået en aftale med det amerikanske justitsministerium, som betyder, at ministeriet ikke vil retsforfølge producenten for to Boeing 737 MAX-styrt. Det vækker vrede hos de pårørende.

Fredag meddelte det amerikanske justitsministerium, at man var nået til en aftale med Boeing, som betyder, at den store flyproducent ikke bliver retsforfulgt for to styrt af producentens Boeing 737 MAX, hvor 346 mennesker omkom.

Aftalen betyder, at Boeing skal betale eller investere mere end 1,1 milliard amerikanske dollars, svarende til 7,2 milliarder danske kroner. Af det beløb skal 487,2 millioner dollars gå til en bøde, hvoraf 243,6 millioner dollars allerede er betalt i en tidligere aftale.

Derudover skal 444,5 millioner dollars indbetales i en fond, som skal gå til ofre for flystyrt, og 445 millioner dollars til overholdelse af regler, sikkerhed og kvalitetsprogrammer.

Hos det amerikanske medie CNBC’s side har man prøvet at indhente en kommentar fra Boeing, men den store, amerikanske flyproducent har ikke ønsket at kommentere sagen.

Pårørende ville møde justitsminister
Fra USA’s justitsministerium lyder det, at regeringen mener, at aftalen med Boeing er en fair afslutning på sagen, som tjener offentlighedens interesse.

Men de pårørende til ofrene fra styrtene er bestemt ikke enige. Det skriver advokatfirmaet Clifford Law, som repræsenterer familierne, i en pressemeddelelse. Herfra lyder det, at det amerikanske justitsministerium ikke arbejder i den offentlige interesse i denne sag.

Advokatvirksomheden oplyser, at familierne ugen inden justitsministeriets udmelding havde et to timer langt digitalt møde med justitsministeriet, hvor de blev gjort bekendt med aftalen. Ministeriet ønskede at få familiernes syn på sagen, lyder det.

Herfra lyder det dog også, at man siden den 6. februar har forsøgt at få et møde med USA’s justitsminister Pam Bondi, men at de ikke har hørt noget fra hende.

Vil stå imod
Familierne til flystyrtenes ofre bliver repræsenteret af Paul Cassell, juraprofessor hos Utah Universitet og forhenværende distriktsdommer, som arbejder for familierne frivilligt.

“Denne form for aftale om ikke at retsforfølge er uden fortilfælde og åbenlyst forkert. Der er tale om den dødeligste kriminelle handling begået af en virksomhed i USA’s historie. Familierne vil gøre indsigelse og håber at overbevise retten om at afvise aftalen,” siger advokaten, som også oplyser, at han sendte en skriftlig indsigelse til USA’s justitsministerium inden for indsigelsesperioden.

Udtrykker vrede
Fra ofrenes pårørende bliver der udtrykt sorg og vrede over Justitsministeriets beslutning om at indgå en aftale med Boeing.

“Med denne indgivelse opgiver Justitsministeriet enhver foregivelse af at ville søge retfærdighed for ofrene for 737 Max-ulykkerne,” siger Javier de Luis, en luftfartsingeniør fra Massachusetts, som mistede sin søster i et af styrtene. Han er blot én af flere pårørende, som udtrykker deres vrede.

Luis tilføjer:

“På trods af bjerge af rapporter og undersøgelser gennem de sidste seks år, der dokumenterer Boeings forseelser, hævder Justitsministeriet, at de ikke kan bevise, at nogen har gjort noget forkert. Det signal, denne handling sender til virksomheder over hele landet, er: Vær ikke bekymret for, om jeres produkter er sikre for kunderne. Selv hvis de dør, skal I blot betale en lille bøde og komme videre.”

Fik flyveforbud
Hele forløbet begyndte den 29. oktober 2018, da en Boeing 737 MAX fra Lion Air styrtede i havet kort efter afgang fra Jakarta i Indonesien. Ulykken kostede 189 mennesker livet.

Næste ulykke skete kun 132 dage senere – 10. marts 2019 – da et MAX-fly fra Ethiopian Airlines styrtede kort efter start fra Addis Ababa. Her omkom 157 mennesker.

Efter den første ulykke viste data fra en af de sorte bokse, at MAX-flyets MCAS-system skubbede flyets næse ned, hvilket piloterne var ude af stand til at modvirke. Dette skulle vise sig også at være tilfældet med ulykken i Etiopien, og det automatiske system fik dermed skylden for de fatale ulykker.

Den 18. november 2020 gav de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, sin endelige godkendelse til, at 737 MAX-flyene igen kunne få luft under vingerne efter 20 måneders grounding.

Den 27. januar 2021 kom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, med meddelelsen om, at flytypen var vurderet til igen at være sikker at sende retur i luften i Europa, og at flyveforbuddet derfor blev ophævet.

Dørpanel blæste ud
En hændelse den 5. januar 2024, hvor et dørpanel (door plug, red.) blæste ud på en Boeing 737 MAX 9 fra Alaska Airlines i 4.800 meters højde, gav dog igen komplikationer.

National Transportation Safety Board (NTSB), den amerikanske havarikommission, konkluderede nemlig, at fire bolte manglede på dørpanelet. Det betød flyveforbud af 171 fly fra Alaska Airlines, Delta Air Lines samt United Airlines, før man kunne udføre gennemgående inspektion og vedligehold af flyene.

Processen inkluderede blandt andet inspektion af specifikke bolte, styrespor og beslag. Derudover skulle der foretages detaljerede visuelle inspektioner af begge døre midt i kabinen samt dertilhørende komponenter. Endelig skulle befæstelser efterspændes, ligesom eventuelle skader eller unormale forhold skulle udbedres.

 

Relaterede artikler:

Få et overblik over MAX-forløbet

Boeing-krisen: MAX 9 kan komme tilbage i luften

NTSB-rapport: Fire bolte manglede på MAX-fly