- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing: Vi har stadig et stort arbejde foran os

Tilbagevendende udfordringer med særligt to flytyper har blandt andet været medvirkende til, at den amerikanske flyproducent Boeing fik et milliardunderskud i første kvartal i år.

Flyproducenten Boeing har netop præsenteret kvartalsregnskabet for den første del af 2022, og det er formentlig ikke rar læsning for selskabets aktionærer. Kvartalet sluttede med et underskud efter skat, afgifter og andre forpligtelser på 1,2 milliarder dollars, hvilket svarer til 8,7 milliarder danske kroner.

Boeing tilskriver blandt andet tabet til en mindre volumen i forsvarsdelen af flyproducentens forretning, og derudover har krigen i Ukraine også påvirket resultatet, da omstændigheder relateret til situationen har ført til afgifter på 212 millioner dollars (1,5 milliarder kroner) før skat.

Derudover fortæller Boeing ligeledes, at selskabets aktier bliver mindre værd. Det lyder i regnskabet, at hver aktie i selskabet falder med 2,06 dollars (15 danske kroner). Udover underskuddet er Boeing også udfordret af tilbagevende problemer med to af selskabets flytyper.

Udskyder atter leveringer
I forbindelse med kvartsregnskabet fortæller Boeing nemlig, at leverancerne af 777X-flyene endnu en gang udskydes. Tidligere har det heddet sig, at de første fly af type ville blive leveret til lanceringskunden Emirates i 2020, så blev det skubbet til 2023 og nu forlyder det, at leverancerne udskydes yderligere to år indtil 2025. Lufthansa har desuden bestilt 20 fly af typen, men den tyske luftfartskoncern må også vente.

Ifølge Boeing skyldes udskydelsen, at der er blevet foretaget en ny vurdering af, hvor lang tid det vil kræve før, at flytypen kan blive certificeret. Det betyder desuden, at flyproducenten har fortaget et midlertidigt stop af produktionen, der indtil videre først vil blive igangsat igen på den anden side af 2023.

Det midlertidige stop resulterer i såkaldte ”abnormale omkostninger” på 1,5 milliarder dollars (10,6 milliarder kroner), som vil kunne mærkes på regnskabet fra andet kvartal i år og frem til, at produktionen sættes i gang igen. Boeing fortæller dog, at produktionsstoppet for 777X-flyene betyder, at der kan fremstilles flere 777-8 fragtfly, som flyselskabet Qatar Airways har bestilt op til 50 af. Det første af disse fly forventes leveret i 2027.

Fortsatte problemer med Dreamliner-fly
Boeing har også fortsat udfordringer med selskabets 787 Dreamliner-fly, der har været et smertensbarn for selskabet de seneste år. Hvor både problemer med skrogene på flyene, motorerne samt en del af de titaniumsdele, der benyttes til fremstillingen, har sat produktionen på pause.

Boeings koncernchef Dave Calhoun fortæller i forbindelse med kvartalsregnskabet, at der nu er blevet udarbejdet en certificeringsplan, som selskabet har sendt til de civile amerikanske luftfartsmyndigheder FAA. Derudover har Boeing færdiggjort en række påkrævede ændringer af Dreamliner-flyene samt påbegyndt prøveflyvninger.

I regnskabet tilføjes det, at udfordringerne med flytypen vil være skyld i en række ekstra omkostninger, der forventes at beløbe sig til to milliarder dollars (14,1 milliarder kroner), hvoraf størstedelen vil blive afholdt i slutningen af 2023. 312 millioner dollars af dette beløb – svarende til 2,2 milliarder kroner – er blevet betalt i det netop forgangne kvartal.

Mange fly i ordrebogen
I en skrivelse til medarbejderne understreger selskabets koncernchef Dave Calhoun, at Boeing i hans optik er på rette vej, selvom resultaterne i regnskabet godt kunne have været bedre.

”Når man gennemgår vores resultater for første kvartal, står det klart, at vi stadig har et stort arbejde foran os, men jeg positiv over for den kurs, vi har lagt, og sigter mod at generere et positivt cash flow i 2022. Vi er en blivende virksomhed, og resultatet af vores indsats vil blive målt over år og årtier og ikke kvartaler. De valg, vi træffer nu, vil skabe stabilitet i vores drift og positionere os til fremtiden.”

Flyproducentens afdeling commercial airplanes foretog i løbet af kvartalet leverancer af 95 fly, mens der fortsat er næsten 4.200 fly i ordrebogen, der har en værdi på 291 millarder dollars (2,06 billioner kroner), lyder det.

 

Relaterede artikler:

Endnu en forsinkelse til Boeing 777X

FAA vil forsinke godkendelse af Boeing 777X

Nye problemer med revner i Boeing 787-motorer