- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Bornholms Lufthavn fortsat lukket (OPD.)

Bornholms Lufthavn har lørdag og søndag været ramt af en arbejdsnedlæggelse, hvorfor 22 afgange og ankomster med DAT er blevet aflyst. Lufthavnen er ikke genåbnet mandag morgen.

Samtlige flyvninger til og fra Bornholms Lufthavn har været aflyst hele weekenden. Årsagen er, at security- og bagagemedarbejdere i lufthavnen har nedlagt arbejdet, da man man har et krav om højere løn.

Da arbejdsledere i lufthavnen forsøgte at overtage arbejdet, blev de blokeret af de strejkende med påstand om, at der skete brud på sikkerhedsreglerne.

Det har betydet, at DAT har måttet aflyse i alt ni rundture mellem København og Bornholm samt en rundtur fra både Billund og Aalborg, hvilket skønnes at have berørt flere end 750 passagerer.

Lufthavnen i Rønne er den eneste i Danmark, der er statsligt drevet, da Trafikstyrelsen står for driften. De ansatte er af den opfattelse, at de ligger noget bag andre danske lufthavne, hvad angår løn og arbejdsvilkår.

“Lønnen ligger lavt i forhold til andre lufthavne, og man har flere kasketter på som medarbejder i Bornholms Lufthavn sammenlignet med andre steder,” siger Christina Lintrup, medarbejdernes tillidsrepræsentant, til DR.

Truer med Arbejdsretten
De ansatte nedlagde arbejdet lørdag morgen, og det har i løbet af weekenden skabt hektisk aktivitet i Trafikstyrelsen, der har rettet henvendelse til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som har ansvaret for de statslige overenskomster.

Her var der i weekenden et møde mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation, der fastslog, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, hvorefter de ansatte fik påbud om at genoptage arbejdet.

“Jeg har en forventning om, at de snart følger det påbud, som de har fået om at genoptage arbejdet. Det er vores klare forventning. Men hvis de ikke har det mandag morgen, så må vi jo trække dem i Arbejdsretten, siger Lars Bang Meile, sekretariatschef i Trafikstyrelsen, til TV 2/Bornholm.

DAT flyver nødprogram
I løbet af weekenden er det lykkedes at få strikket en løsning sammen, så det bliver muligt at flyve et nødtrafikprogram. Det oplyser DAT i en pressemeddelelse.

Det betyder samtidig, at to afgange til Bornholm fra København samt to afgange den modsatte vej aflyses, mens resten af trafikprogrammet gennemføres.

Ledelsen i Bornholms Lufthavn er ifølge DAT, klar til at tage de nødvendige midler i brug, hvis blokaden mod forventning skulle fortsætte mandag.

“Vi er blevet forsikret om, at skulle der opstå en situation, hvor enkelte personer igen ulovligt blokerer sikkerhedskontrollen i Bornholms Lufthavn, som det skete lørdag, vil politiet blive tilkaldt og fjerne disse,” skriver Robert Rungholm, kommerciel direktør i DAT, i en pressemeddelelse.

Opdatering 29.08.22 kl. 07:40
Lufthavnen er mod forventning ikke blevet genåbnet mandag. Det personale, der skulle have håndteret mandagens flyafgange har angiveligt modtaget trusler og er blevet chikaneret, hvorfor de ikke er mødt ind. Det oplyser Robert Rungholm til TV 2/Bornholm.

Dermed har DAT aflyst samtlige flyvninger til og fra Bornholm i løbet af mandagen.

 

Relaterede artikler:

Lufthavnschef: Opgradering kan ikke svare sig

Aftale afværger stop for brændstof i dansk lufthavn

Markant fremgang i Bornholms Lufthavn