Fly under tankning. (Foto: Shell Aviation | PR)

Aftale afværger stop for brændstof i dansk lufthavn

Der er blevet indgået en aftale med en ny leverandør af brændstof til Bornholms Lufthavn, så fly og helikoptere fortsat kan få fyldt tankene op, når den nuværende aftale udløber.

Bornholms Lufthavn har i en periode været presset, da fristen for udløb af en aftale med lufthavnens brændstofleverandør har nærmet sig. Det har betydet, at det potentielt kunne være slut med at tanke fly og helikoptere op i lufthavnen, hvis der ikke blev fundet en løsning

Lufthavnens nuværende aftale med energiselskabet British Petroleum udløber den 4. april, og da selskabet ikke var interesseret i at forlænge kontrakten, har det været vigtigt at finde et selskab, der kunne overtage brændstofleverancerne.

Det er Trafikstyrelsen, som driver lufthavnen, og styrelsen fortæller nu, at der er blevet fundet en løsning på udfordringen. Der er nemlig blevet indgået en aftale med DCC & Shell Aviation, som fremover vil levere brændstof til og tanke fly i Bornholms Lufthavn.

Overtager i begyndelsen af april
DCC & Shell Aviation er Danmarks største leverandør af flybrændstof, og selskabet leverer i forvejen brændsel til Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn samt fem andre lufthavne på tværs af landet.

Trafikstyrelsen fortæller, at aftalen betyder, at DCC & Shell Aviation vil etablere og drive et nyt, midlertidigt tankanlæg i lufthavnen. Det bliver baseret på en mobil tank, der vil have en stor brændstofkapacitet til rådighed.

Selskabet overtager ansvaret for at tanke fly og helikoptere i Bornholms Lufthavn den 5. april i år, og derudover indebærer aftalen også, at private fly ligeledes får mulighed for at tanke i lufthavnen i fremtiden, fortælles det.

Undersøger nyt tankningsanlæg
Da det kom frem, at det muligvis kunne være slut med at tanke flybrændstof på Bornholm, når aftalen med British Petroleum udløb, skabte det røre på øen, hvor blandt andet flere lokale politikere mente, at der måtte findes en løsning.

Det skyldtes blandt andet, at politikerne var bange for, at manglende muligheder for at tanke op kunne få konsekvenser for de redningshelikoptere, der er nødvendige, hvis en af øboerne hurtigt skal transporteres til behandling på et hospital i en anden landsdel.

Det glæder da også lufthavnens chef, at der nu er blevet indgået en aftale med et nyt selskab, der gerne vil overtage ansvaret med at sørge for, at der er brændstof til rådighed i lufthavnen.

”Vi har fået en rigtig god og fleksibel løsning med DCC & Shell Aviation, der betyder at fly, forsvaret og redningshelikoptere også fremover er sikret tankningsmuligheder i Bornholms Lufthavn, når der er behov for det,” udtaler lufthavnschef Jimmi Holm Hansen.

Trafikstyrelsen fortæller i samme forbindelse, at styrelsen i den kommende tid vil undersøge, om det giver mening at etablere et nyt stationært tankningsanlæg i Bornholms Lufthavn, som kan erstatte det nuværende.

 

Relaterede artikler:

SAS overvejer stadig Bornholm

Dansk indenrigslufthavn kan ikke få brændstof

Markant fremgang i Bornholms Lufthavn