- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boston bliver første SAS-rute med A321LR

SAS indsætter i september 2020 den nye langtrækkende Airbus A321LR på ruten fra København til Boston. Ruten vil fremover blive betjent hele året.

Boston på den amerikanske østkyst bliver første destination for SAS’ nye langtrækkende Airbus A321LR. Selskabet indsætter fra 18. september 2020 den nye flytype på ruten fra Københavns Lufthavn til Boston.

Boston-ruten er i dag en sommerrute og betjenes med Airbus A330. Med indsættelsen af den nye flytype vælger SAS samtidig at ændre ruten til en helårsrute, hvor der bliver seks ugentlige forbindelser i vinterprogrammet med A321LR.

SAS betegner Airbus A321LR, der er specialkonfigureret til at flyve længere distancer end standard A321-fly, som en vigtig, strategisk fornyelse af selskabets flåde.

“Dette er en helt ny flytype for både SAS og luftfartsbranchen, og den egner sig utroligt godt til det skandinaviske marked og vores rejsemønstre. Vi vil kunne tilbyde flere interkontinentale ruter, færre mellemlandinger og kortere rejsetider til og fra Skandinavien,” siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS.

157 sæder i A321LR
SAS-udgaven af A321LR er indrettet med 157 sæder fordelt på tre rejseklasser, der følger produktet på resten af SAS’ langruteflåde. Hvordan fordelingen af sæder bliver mellem de forskellige rejseklasser, har SAS ikke oplyst, men kilder tæt på selskabet taler om 22 i Business, 12 i Plus samt 123 sæder på SAS Go.

Ligesom flytypen A320neo, som SAS allerede har introduceret i flåden, reducerer A321LR CO2-udledningen med op til 18 procent sammenlignet med tidligere generationer af fly.

“Nedbringelse af vores CO2-udledning er en afgørende prioritering for SAS, og den igangværende flådefornyelse er en massiv investering, som skal sikre en mere bæredygtig måde at rejse på,” siger Simon Pauck Hansen.

SAS havde oprindeligt planlagt at indsætte A321LR i trafikprogrammet allerede i første halvår 2020, men leverancen af det første fly er blevet forsinket fra Airbus. Frem til 2023 vil SAS modtage endnu to A321LR, som gør det muligt at betjene langdistanceruter med et lidt tyndere passagergrundlag. Derudover vil SAS også forny flåden med nye Airbus A320neo, Airbus A350 og Airbus A330 Enhanced.

Øget kapacitet til USA
Ændringen af Boston-ruten til en helårsrute bliver ikke den eneste ændring af SAS’ trafikprogram til USA. SAS vil således også øge sin betjening af destinationerne New York og Miami.

Aftenafgangen mellem København og New York, SK901/902, tilbydes næste år fra marts til oktober, og der indsættes en ekstra afgang tirsdag, så SAS får to afgange til New York alle ugens syv dage.

Mellem Skandinavien og Miami vil SAS tilbyde daglige afgange fra 18. september 2020 i form af tre ugentlige fra København samt to ugentlige afgange fra både Stockholm og Oslo. For nylig annoncerede SAS også en ny rute fra København til Los Angeles, der åbner 13. januar 2020.

Samtidig øges kapaciteten på flere amerikanske destinationer yderligere, når den nye Airbus A350, der har plads til 300 passagerer, indsættes på eksisterende ruter fra København til Chicago, New York og San Francisco fra januar 2020.

 

Relaterede artikler:

Airbus A321LR til SAS bliver forsinket

Nyt underholdningssystem i SAS-langdistancefly

SAS leaser A321LR til langdistanceruter