- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Brussels Airlines vender tilbage til Billund

Fra næste forår bliver det atter muligt at flyve direkte fra Billund til Bruxelles, når Lufthansa-selskabet Brussels Airlines atter sikrer direkte flyforbindelse fra Vestdanmark til den belgiske hovedstad.

Billund Lufthavn forsætter den massive ruteoprustning efter coronapandemien. For nylig kunne den internationale vestdanske lufthavn annoncere en ny rute med Austrian Airlines til Wien, og fra næste forår vender søsterselskabet Brussels Airlines tilbage.

Brussels Airlines fløj fra Billund til Bruxelles i en femårig periode fra slutningen af marts 2015 og frem til midten af marts 2020, hvor COVID-19 tvang det belgiske Lufthansa-datterselskab til midlertidigt at indstille ruten.

Fra søndag den 26. marts 2023 vil Brussels Airlines-flyene atter være at finde i Billund, når ruten til Bruxelles genåbner med seks ugentlige afgange.

Skal flyves af CityJet
Der flyves alle ugens dage undtaget lørdag fra Bruxelles Zaventem-lufthavnen kl. 15.10 og med efterfølgende ankomst i Billund Lufthavn kl. 16.30. Returflyvningen finder sted kl. 17.10, og ankomsten i den belgiske hovedstadslufthavn er scheduleret til kl. 18.35.

Ruten opereres med en 88-sæders Bombardier CRJ900 på wetlease fra irske CityJet, hvilket også var planlagt for sommertrafikprogrammet 2020, der aldrig kom i gang. 

“Brussels Airlines vender nu tilbage med strategien om at bruge underleverandører i stedet for at bruge deres egne større fly, og det giver mulighed for os til at få Bruxelles på rutekortet igen,” fortæller Jesper Klausholm, direktør for ruteudvikling, kommunikation og marketing, til Check-in.dk.

Stort potentiale
I 2019, der var det sidste år før coronapandemien, var der 109.000 årlige rejsende på ruten. I sommeren 2019 var der 17 ugentlige frekvenser, og derfor håber lufthavnen også, at ruten hurtigt viser sit potentiale.

“Det var en meget succesfuld rute før corona. Vi starter med en enkelt daglig afgang, men vi forventer, at ruten udvikler sig over tid. Vi ved, at det er et stort marked med masse af forretningslinks og politiske links i Vestdanmark.

Ruten til Bruxelles er i første omgang målrettet lokaltrafikken, men der forventes også en del connecting trafik til og fra Bruxelles Zaventem-lufthavnen.

Med den nye Bruxelles-rute kan Billund Lufthavn tilbyde flyforbindelser til samtlige hovedlufthavne hos netværksselskaberne i Lufthansa-koncernen. Således kan der flyves til Frankfurt og München med Lufthansa, med Swiss til Zürich, Austrian Airlines til Wien og nu også Brussels Airlines til Bruxelles.

 

Relaterede artikler:

Austrian Airlines åbner rute fra Billund til Wien

Billund Lufthavn mister to hubruter

Brussels Airlines skærer ned på Billund-rute