- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Cathay-crew sov 73.000 nætter på karantænehotel

Hongkongs strikse COVID-19-restriktioner har haft store konsekvenser for Cathay Pacific. Det fortæller flyselskabet, der for øjeblikket mistænkes for blandt andet at have bragt omikron til Hongkong.

Sidste år brugte mange Cathay Pacific-medarbejdere en del af deres nætter alene på karantænehoteller, hvor de var i isolation fra venner, familie og kolleger. Det fortæller flyselskabets bestyrelsesformand Patrick Healy i en video til de ansatte. Det skriver The Standard.

Bestyrelsesformandens video kommer dagen efter, at det kom frem, at Cathay Pacific bliver undersøgt af myndighederne i Hongkong, hvor flyselskabet har hjemme. Myndighederne mener, at flyselskabet kan være årsag til, at den mere smitsomme omikronvariant er nået til Hongkong.

De ansatte fra Cathay Pacific har haft hårde vilkår under COVID-19-pandemien, da Hongkong har opretholdt nogle meget stramme restriktioner hele sidste år. Det har blandt andet betydet, at mange ansatte har måtte overnatte på Penny’s Bay, der er et karantænehotel opført af containere.

11.000 overnatninger på Penny’s Bay
De tvungne overnatninger på karantænehoteller har gjort det svært for Cathay Pacific og andre flyselskaber at få driften til at hænge sammen, da mange ansatte pludseligt kan blive sendt i karantæne efter en flyvning. Omfanget blotlægges nu af bestyrelsesformand Patrick Healy.

“Tilsammen tilbragte vores ansatte flere end 62.000 nætter på karantænehoteller i 2021. Derudover har over 1.000 af jer tilbragt mere end 11.000 nætter på Penny’s Bay,” fortæller Healy. Han tilføjer, at de 230.000 COVID-19-tests, som blev foretaget sidste år, blot fandt 16 positive tilfælde.

Heriblandt var to besætningsmedlemmer, der mistænkes for efterfølgende at have brudt isolationsreglerne. De mistænkes for at have fået omikron til at sprede sig i Hongkong. Hændelsen har været medvirkende til, at styret i landet har åbnet to undersøgelser af Cathay.

Sendte måske ansatte retur med fragtfly
Den ene undersøgelse knytter sig til sagen mod besætningsmedlemmerne, mens den anden drejer sig om, at styret i Hongkong mistænker Cathay Pacific for at have sendt flypersonale retur på fragtflyvninger. Dermed har de ansatte undgået den længere isolation, som kræves for personale på en passagerflyvning

I en lang periode har COVID-19-restriktionerne for fragtflyvninger nemlig været mere lempelige end for flyvninger med passagerer. Ifølge Hongkongs politiske leder Carrie Lam vil den overtrædelse være mere alvorlig, end hvis to besætningsmedlemmer har brudt restriktionerne.

”Hvis vi igennem en tilbundsgående undersøgelse opdager, at nogle besætninger eller medarbejdere fra Cathay Pacific ikke burde være rejst retur på en fragtflyvning og dermed være undtaget for restriktionerne, vil det være en meget større overtrædelse,” lyder det fra Carrie Lam.

 

Et udsnit af videoen er blevet offentliggjort:

 

Relaterede artikler:

Verdens femtestørste fragtflyselskab aflyser

Midlertidigt forbud mod passagerflyvninger til Hongkong

Finnair-piloter har udsigt til lang karantæne