- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Computersystemer svigtede på vej til CPH

Begge FMS-systemer i en Boeing 737 fra Ryanair fejlede i luften på en flyvning fra Køln til København, hvorfor piloterne måtte foretage en sikkerhedslanding.

Cockpittet i et fly er fyldt med vigtige elementer, der hjælper piloterne til at bringe flyet fra A til B.

Det gælder blandt andet de såkaldte Flight Management Systems (FMS-systemer, red.), og disse satte ud på en flyvning lørdag i sidste uge.

En Boeing 737-800 fra Ryanair var af sted på rutenummer FR409 fra Køln i Tyskland til Københavns Lufthavn. Flyet, der havde registrering 9H-QAK, steg på normal vis, da piloterne pludselig måtte stoppe stigningen i 10.000 fod (3.048 meter, red.). De opdagede, at begge FMS-systemer svigtede, og de besluttede derfor ikke at fortsætte til den danske hovedstad. Det skriver Aviation Herald.

Piloterne returnerede i stedet til Køln, hvor de foretog en sikker landing på bane 14L cirka 35 minutter efter afgang. På daværende tidspunkt var klokken 14.45.

Passagererne kom af sted fra Køln med et erstatningsfly – registrering EI-DAE – fra Ryanair med cirka ni timers forsinkelse. Det fly, hvor FMS-systemerne havde fejlet, blev på jorden indtil næste dag. Det kom først i luften igen tidligt søndag morgen på en flyvning til Rom.

Nyt maltesisk Ryanair-selskab
Et FMS-system er en fundamental komponent for elektronikken i et moderne fly. Det er et specialiseret computersystem, der automatiserer en lang række opgaver på en flyvning, som er med til at aflaste piloterne. Systemet erstattede i sin tid flyteknikere og navigatører i cockpittet. En af FMS-systemets primære funktioner er, at piloterne kan lægge flyveplanen ind i computeren.

Ryanair-flyet, hvori FMS-systemerne fejlede, blev leveret fra Boeings fabrik i Renton ved Seattle til det irske lavprisflyselskab i maj 2017. I juli i år overgik Boeing 737-800-flyet til Ryanairs nye datterselskab Malta Air, men flyet opererer fortsat videre i det irske selskabs farver.

Indtil videre har Ryanair overdraget 12 Boeing 737-fly til Malta Air, og flyene har en gennemsnitsalder på to år. Malta Air skal efter planen operere ud af Malta i egen flybemaling fra sommeren 2020. Ryanair vil i de kommende år øge flåden i Malta Air til omkring 60 fly. Dette sker på baggrund af, at lovgivningen i Malta tilbyder attraktive vilkår i forhold til skatte- og arbejdsmarkedslovgivning.

 

Relaterede artikler:

Malta Air er i gang på København-ruter

Ryanair etablerer flyselskab på Malta

Airmalta vender tilbage til Skandinavien