- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH bliver fremhævet for grøn indsats

Driften af de europæiske lufthavne skal være klimaneutral senest i 2050. Københavns Lufthavn er tyve år foran den tidsplan, og det bliver bemærket i international brancheorganisation.

Der er ros fra den europæiske brancheorganisation ACI (Airports Council International) til Københavns Lufthavn. Senest i 2050 skal driften af de europæiske lufthavne være klimaneutral, og i den forbindelse fremhæver ACI, at CPH har en målsætning om emissionsfri drift allerede i 2030.

Københavns Lufthavns klimamæssige målsætning stammer tilbage fra 2019 og omhandler alle faktorer forbundet med driften af lufthavnen.

Samtidig arbejder CPH på at hjælpe flyselskaberne med at sikre, at deres fly også bliver fri for udslip. Her er målsætningen dog lidt længere ude i fremtiden.

Er gået videre trods krise
”Vi arbejder målrettet mod det næste mål i vores klimastrategi, nemlig at hele driften af lufthavnen skal være emissionsfri i 2030,” siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i CPH.

”Arbejdet har bestemt ikke ligget stillet, selvom vi har været hårdt ramt af den økonomiske krise i branchen. Vi er lige så ambitiøse, som vi hele tiden har været i forhold til at omstille lufthavnen og luftfarten til en mere bæredygtig fremtid,” siger han.

På det seneste fælleseuropæiske møde i ACI havde man bæredygtighed i flybranchen som omdrejningspunkt. Ved den lejlighed lagde 91 andre europæiske lufthavne sig fast på de samme klimamål som CPH, nemlig en emissionsfri drift i 2030.

Sætter fart på udviklingen
Ved samme lejlighed annoncerede organisationen den overordnede plan, der har til formål at accelerere udviklingen yderligere.

”Europas lufthavne har igennem de sidste 10 år løbende arbejdet med at nedbringe emissionerne fra driften. Udover CPH har 169 andre europæiske lufthavne allerede opnået en certificering, der dokumenterer deres arbejde med den bæredygtige omstilling,” fortæller Jost Lammers, der er formand for ACI Europa og administrerende direktør i Münchens lufthavn.

CPH er visionær
”Men med vores seneste udspil om at eliminere emissioner fra driften i alle europæiske lufthavne senest i 2050 sætter vi ikke alene en ambitiøs målsætning på luftfartens vegne, vi lægger os også helt tæt op ad EU’s generelle klimamålsætning, om at medlemslandene skal være klimaneutrale i 2050,” siger han og fortsætter.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at fremhæve Københavns Lufthavn, som sætter barren endnu højere og stiler efter en emissionsfri drift allerede i 2030. Det er visionært.”

Dermed anerkender ACI, hvor Thomas Woldbye også er repræsenteret i bestyrelsen, indsatsen fra et af sine medlemmer.

Mere grønt i København
De seneste mange måneder har stået i krisens tegn, alligevel har CPH bevaret fokus på den grønne omstilling. Og i løbet af 2020 har lufthavnen implementeret en række energibesparende tiltag.

Blandt andet en varmepumpe, der alene er drevet af solenergi og spildevand, og som er i stand til at generere varme svarende til forbruget i cirka 130 husstande.

Det giver store energibesparelser, fordi lufthavnen i sommermånederne kan skabe den nødvendige varme og køling i terminalerne fra vedvarende energi.

Samtidig er lufthavnens andel af solceller også vokset markant i løbet af 2020, så den totale mængde udgør knap 10.000 kvadratmeter.

 

Relaterede artikler:

“Lad os stoppe dem der vil stoppe luftfarten”

Europæisk luftfart sætter ambitiøst klimamål

De danske lufthavne vil fremtidssikres