Qatar Airways Cargo åbnede søndag en ny fragtrute i København. Den tilføjer 100 tons eksportkapacitet og er et svar på stigende efterspørgsel fra Danmark og Sydsverige.
Når Qatar Airways’ fly lander i Københavns Lufthavn, så har de fragt med sig i lastrummet under passagerkabinen. Men der er åbenbart grundlag for at flyve mere fragt til og fra den danske hovedstad.
For den 25. oktober åbnede Qatar Airways Cargo nemlig en ny fragtrute med Københavns Lufthavn som destination. Det betyder, at en Boeing 777F fra Qatar Airways’ fragtselskab nu vil lande ugentligt i den danske hovedstadslufthavn, hvilket tilføjer 100 tons eksportkapacitet i Norden.
Den nye fragtforbindelse vil blive betjent på ruten Doha-Budapest-København-Doha, og ifølge Qatar Airways har man tilføjet forbindelsen, fordi man har registreret en stigende eksportefterspørgsel fra Danmark og Sydsverige med forbindelser til Asien, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Afrika og resten af verden via Doha.
Fragtforbindelsen supplerer Qatar Airways’ 10 ugentlige passagerflyvninger med Boeing 787, som tilbyder mere end 100 ton fragtkapacitet i lastrummene i hver retning om ugen.
Vækker glæde i lufthavn
I Københavns Lufthavn lyder det fra fragtchef Michael Giese, at lufthavnen glæder sig over, at Qatar Airways Cargo nu sender en Boeing 777’er til København ugentligt.
”Vi er glade for at kunne meddele, at Qatar Airways Cargo den 25. oktober 2026 har lanceret en ny ugentlig fragtflyforbindelse med Boeing 777 fra København til Doha,” siger han.
Han bemærker ligesom Qatar Airways, at ruten kommer til at styrke eksportnetværket for Danmark og Sydsverige.
”Vi ser frem til at byde den nye forbindelse velkommen og fortsætte vores stærke samarbejde med Qatar Airways Cargo,” tilføjer fragtchefen.
Én af flere nye fragtforbindelser
Den nye fragtforbindelse i København er ikke den eneste nye forbindelse, som Qatar Airways Cargo har åbnet. Man har også tilføjet forbindelser fra New York (JFK) og Dallas i Texas samt en direkte fragtflyforbindelse fra Warszawa i Polen til Chicago i Illinois.
I Warszawa er der også tale om en ugentlig fragtflyvning på ruten Doha-Warszawa-Chicago-Bruxelles-Doha. Disse flyvninger sker også med Boeing 777.
På den anden side af Atlanten kommer fragtflyselskabets 777’ere til at betjene den transatlantiske rute Doha-Liège-New York (JFK)-Atlanta-Liège-Doha. Mens ruten blev sat i gang i Polen den 26. oktober, så drejer det sig her om en forbindelse, der åbner den 1. november. Qatar Airways Cargo råder i øvrigt over 30 Boeing 777’ere, som har en gennemsnitsalder på 8,6 år.
Relaterede artikler:
Iran-krigen: Største krise i Qatar Airways’ historie
Flyselskabet uden indenrigsruter: Øger til 170 destinationer