- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Dansk charterflyselskab i konkurs

Jet Time har i dag indgivet konkursbegæring, da coronakrisen har været en for stor udfordring for flyselskabet. Ejeren Lars Thuesen vil videreføre dele af aktiverne i et nyt selskab.

Den første større luftfartskonkurs i Danmark som følge af coronakrisen er nu en realitet. Administrerende direktør Jørgen Holme fra Jet Time har i dag været i Sø-og Handelsrettens skifteret i København med selskabets egen konkursbegæring.

Forventningen om at kunne flyve 350.000 nordiske gæster på sommerferie med 11 Boeing 737-fly og 400 ansatte blev ødelagt af COVID-19-pandemien og de restriktive og skiftende rejsevejledninger.

 ”Vi mistede fra den ene dag til den anden hele vores indtjeningsgrundlag uden vished om, hvornår vi kunne komme i gang med at flyve igen. Det er en meget underlig situation at stå i spidsen for en privat virksomhed, som ”de facto” har haft forbud mod at drive forretning,” siger administrerende direktør Jørgen Holme i en pressemeddelelse.

Manglede 800 millioner kroner i indtægter
Allerede i slutningen af juni besluttede Jet Time at afskedige hovedparten af de 342 ansatte i Danmark, mens 57 ansatte i det finske selskab stadig var på en hjemsendelsesordning.

Planen var at lægge flyselskabet i dvale, indtil markedet atter rettede sig, men i mellemtiden har det vist sig, at det ikke vil være muligt at fortsætte driften med den nuværende omkostningsstruktur og tabet af en indtægt på 800 millioner kroner i højsæsonen.

 ”Det er en utrolig trist dag for Jet Times mange fritstillede ansatte, for vores loyale kunder og passagerer samt for vores samarbejdspartnere igennem mange år. Jeg beklager virkelig, at det er kommet hertil. Jeg har sammen med min ledergruppe og bestyrelsen i Jet Time troet på og arbejdet hårdt på at finde løsninger, der kunne bringe os igennem denne ufrivillige lock down periode,” siger Jørgen Holme.

Konkursen sker på trods af, at de ansatte i Jet Time accepterede en lønnedgang på 25 procent og aktivt har medvirket til at søge løsninger, der ville kunne bringe Jet Time gennem krisen.

Dele af aktiver videreført i nyt selskab
Men der er alligevel håb forude for de mange ansatte, der har kæmpet for virksomheden. Ejeren Lars Thuesen valgte nemlig i begyndelsen af juni at etablere et nyt selskabet kaldet Jettime a/s, som efterfølgende af Trafikstyrelsen har fået godkendt et AOC (driftstilladelse, red.). Dele af aktiverne fra Jet Time vil blive videreført i det nye Jettime a/s.

I dette selskab vil et team på 26 tidligere ansatte i Jet Time få tilbudt ansættelse med administrerende direktør Jørgen Holme i spidsen. Det er så planen, at dette selskab skal opbygge et nyt og stærkt flyselskab i takt med, at restriktionerne forsvinder og rejselysten vender tilbage.

Herudover er det planen, at det på sigt vil være muligt løbende at genansætte en del af de tidligere ansatte fra Jet Time. I første omgang har det nye Jettime fem fly til rådighed, men Lars Thuesen håber, at der vil kunne skabes et tilstrækkeligt forretningsgrundlag til at beskæftige op til 10 passagerfly i sommeren 2021.

 ”Jeg er overbevist om, at der også post Corona er plads til et stærkt, uafhængigt og profitabelt dansk charterflyselskab, der kan servicere nordiske charterkunder. Chartermarkedet forventes først at være tilbage på lønsomt niveau til sommeren 2021. Med udløbet af de generelle hjælpepakker i juli og august og uden nogen specifik hjælp til flyselskaber, udover til SAS, var der ikke forudsætninger for at videreføre det gamle Jet Time A/S, desværre. Det nye Jettime a/s vil lettere kunne navigere gennem en stærkt tabsgivende vintersæson og stå stærkere til næste sommer,” forklarer Lars Thuesen.

 

Relaterede artikler:

Jet Time lægges i dvale i 6 til 12 måneder

Flyselskaber forbereder sig på det værst tænkelige

Dansk charterflybranche med SOS-kald til regeringen og Folketinget