- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Dansk koncerndirektør forlader SAS

Simon Pauck Hansen, der er koncerndriftsdirektør i SAS, har efter 26 år valgt at forlade selskabet. Han afløses indtil videre af svenske Mikael Wångdahl.

I september 1996 trådte Simon Pauck Hansen ind ad døren til SAS, og efter 26 år forlader han nu selskabet, hvor han gennem de seneste tre år har været koncerndriftsdirektør.

Det er et noget andet selskab, at Simon Pauck Hansen forlader, idet selskabet befinder sig i sin største krise nogensinde efter coronapandemien og den igangværende Chapter 11-proces ved en amerikansk konkursdomstol.

Senest har Simon Pauck Hansen haft en nøglerolle i forbindelse med den igangværende implementering af SAS Forward-planen.

“Simon Pauck Hansen har ydet betydelige bidrag til SAS gennem hans mangeårige dedikerede tjeneste. Vi er meget kede af, at han har valgt at forlade SAS, og jeg vil gerne personligt takke Simon for vores tætte samarbejde og hans dedikation til selskabet i min tid som CEO,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS.

Overlevering i løbet af januar
Som fungerende koncerndriftsdirektør er udnævnt svenske Mikael Wångdahl, der i dag er direktør for SAS Link og External Production.

”Jeg startede i SAS som trainee for 26 år siden, og jeg er meget taknemmelig for alle de erfaringer og muligheder, jeg har fået gennem tiden. Det har været en fantastisk rejse at være en del af selskabet og navigere gennem op- og nedture i denne meget dynamiske industri. De sidste tre år har krævet betydelige forandringer for alle i SAS, men jeg er overbevist om, at der nu venter en lysere fremtid forude,” siger Simon Pauck Hansen.

“Tiden er dog inde til, at jeg overlader tøjlerne. SAS vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og det har været en meget svær beslutning at tage.”

I løbet af januar skal der ske en ovelevering, hvorefter Simon Pauck Hansen forlader SAS ved udgangen af januar 2023.

 

Relaterede artikler:

Endnu en koncerndirektør forlader SAS

Koncernfinansdirektør forlader SAS

SAS får ny dansk koncerndirektør