- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Danske ansatte hos BRA lander nye overenskomster

Der er netop blevet indgået overenskomster for BRA’s piloter og kabineansatte fra Danmark. Aftalerne er forhandlet samlet, og de omfatter flere fridage, et højere tillæg og mere pension.

De danske piloter og kabineansatte i Braathens Regional Airlines (BRA) har netop landet en ny overenskomst for hver af de to faggrupper. Aftalerne gælder de kommende to og et halvt år. Det skriver Fagbladet Luftfart, der er Flyvebranchens Personale Unions (FPU) medlemsblad.

De nye overenskomster er forhandlet på plads med de ansatte og FPU på den ene side af bordet, mens repræsentanter fra det svenske flyselskab samt bemandingsbureauet AAP Aviation, der tidligere var kendt som OSM Aviation, sad på den anden.

Ser flere forbedringer
Fagforeningen fremhæver flere elementer i aftalerne. Det drejer sig om, at den arbejdsgiverbetalte pension stiger, og at begge faggrupper får flere fridage. Piloterne får ni fridage mere om året, mens antallet stiger med seks for kabineansatte.

Sidstnævnte får desuden et loft på månedlige arbejdstimer på 166 timer, og derudover bliver kabinecheftillægget hævet til lidt over 4.000 kroner. Piloternes overenskomst omfatter desuden en række fordele, der kun gælder for FPU-medlemmer.

FPU fortæller, at processen har stået på i henved et år, og de to faggrupper har forhandlet samlet i hele den periode. Fagforeningen mener ikke, at det ville være muligt at have fået de to aftaler hjem, hvis ikke der havde været et tæt samarbejde mellem piloter og kabineansatte undervejs.

En tydelig grænse
Det er FPU’s næstformand Anders Mark Jensen, der har stået i spidsen for forhandlingerne på vegne af de ansatte. Han sender en tak til ledelsen i såvel BRA som AAP Aviation og understreger, at han er godt tilfreds med de overenskomster, man er nået til enighed om.

”Vi er kommet frem til et rigtig godt resultat for vores medlemmer. Det vil forbedre deres arbejdsliv og deres mulighed for at have en god balance mellem arbejdsliv og privatliv,” siger næstformanden.

”Det er vigtigt, at piloterne får deres ønske om flere fridage opfyldt. Samtidig sætter et månedligt loft på 166 timer en tydelig grænse for, hvor meget kabinen må arbejde i en enkelt måned. Det er en vigtig forbedring af arbejdsvilkårene.”

Overenskomsterne for det danske personale er faldet på plads få måneder efter, at en svensk domstol gav grønt lys til en rekonstruktionsplan for luftfartskoncernen. Den skal føre til, at der kommer styr på økonomien i selskabet, der dermed kan fortsætte med at flyve for SAS frem til 2032.

 

Relaterede artikler:

Trods modstand fra stor kreditor: SAS redder BRA

BRA-pilotstrejke afblæst: Lander ny aftale

Danske Braathens-ansatte etablerer kabineforening