- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT åbner vinterrute til atlanterhavsø

Frem til udgangen af marts tilbyder DAT ugentlige flyvninger til den portugisiske ø Porto Santo, der er orange i rejsevejledningen. Første afgang er 27. december med selskabets VIP-fly.

I november gennemførte DAT en firedages-tur til Porto Santo, og nu har flyselskabet fået mod på endnu mere.

DAT oplyser i en pressemeddelelse, at der frem til slutningen af marts vil blive gennemført ugentlige flyvninger til den portugisiske atlanterhavsø. Der vil være afgang fra Billund Lufthavn klokken 07.00 på fredage med returflyvning klokken 16.00 om søndagen. Der lægges op til weekendture, men gæsterne kan også forlænge opholdet og flyve hjem søndagen ugen efter.

Den første tur skiller sig dog ud ved, at flyet bliver en hel uge på Porto Santo inden hjemrejse. Rejsen finder sted i jule- og nytårsperioden med afgang fra Billund 27. december 2020 klokken 08.00, og flyet vender retur 3. januar 2021 klokken 16.00.

Flyvningerne til Porto Santo vil i udgangspunktet foregå med DATs MD-83 – registrering OY-RUE – der er Danmarks største VIP-fly. Flyet, der normalt har 172 sæder, blev i efteråret indrettet med 90 Business-sæder og 21 Economy-sæder. Hvis flyet ikke er til rådighed på en given tur, vil DAT i stedet bruge Airbus A320-200 med 180 sæder. Her vil midtersæderne blive blokeret.

Trodser corona med Porto Santo-ture
DAT har valgt at lancere Porto Santo-flyvningerne, selv om den portugisiske destination fortsat er orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. I november meddelte ministeriet, at det vil regionsopdele rejsevejledningerne, så danskere kan tage af sted til steder med lav smitte i orange lande.

”Det var glædeligt, at Udenrigsministeriet langt om længe besluttede at regionsopdele rejseanbefalingerne. Men desværre har det vist sig, at dette nærmest var en dårlig joke. Man har besluttet sig for så lave grænseværdier, at det fremstår både uartigt og useriøst,” siger Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT.

I stedet påpeger DAT, at den tyske regering i sine rejsevejledninger har givet grønt lys til at rejse til blandt andet Madeira og Porto Santo, og tyskerne kan dermed roligt tage på ferie på atlanterhavsøerne. Det fremgår dog ikke, at eksempelvis de hollandske myndigheder har en skærpet rejsevejledning til Azorerne og Madeira, der er blevet orange, således at ikke-nødvendige rejser frarådes som følge af stigende smitte på øerne.

Trods dette er Jesper Rungholm uforstående over for forskellen i rejsevejledningerne, hvorfor han nu trodser de danske rejsevejledninger.

”Jeg er derfor meget glad for, at vi tog sagen i egen hånd. På vores prototype-tur til Porto Santo i november oplevede vi Madeira og Porto Santo som perfekte rejsemål i denne svære tid,” fortæller Jesper Rungholm.

Aflyser ved under 50 procents belægning
På novemberturen til Porto Santo, hvor Jesper Rungholm selv var kaptajn, oplevede gæsterne, hvordan blandt andet lufthavnen, hotellet og restauranterne tog deres forholdsregler for at bevare en coronafri ø.

Før de danske feriegæster kan stige om bord på flyet til Porto Santo, skal de tjekkes grundigt for COVID-19. De portugisiske sundhedsmyndigheder kræver, at alle passagerer skal have en negativ PCR-test, der ikke må være ældre end 72 timer gammel ved boarding i Billund Lufthavn.

Når passagererne har kunnet dokumentere en negativ COVID-19-test er der gode muligheder for blandt andet at spille golf på Porto Santo. Udflugter til Madeira er ligeledes en oplagt mulighed på ferien.

DAT oplyser, at det forbeholder sig ret til at aflyse en tur, hvis salget indikerer en belægning på under 50 procent på afrejsetidspunkt. I dette tilfælde vil kunderne få refunderet turen inden for 72 timer.

 

Relaterede artikler:

DAT er klar med Danmarks største VIP-fly

DAT udskifter hele bestyrelsen

DAT: Norwegian beder kunderne om at booke om