- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Delta skal forklare sig for FAA om dumping af flybrændstof

Et fly fra Delta Air Lines fik motorproblemer efter start og dumpede brændstof over beboet område i Los Angeles. De amerikanske luftfartsmyndigheder har sat undersøgelse i gang.

Tirsdag ved middagstid begyndte det pludselig at regne med flybrændstof ned over skolebørn i en forstad til Los Angeles. Brændstoffet viste sig at komme fra et fly fra Delta Air Lines, som kort forinden havde lettet fra Los Angeles International Airport.

Det var en Boeing 777-200ER, som klokken 11.32 lettede på rute DL89 mod Shanghai i Kina med 181 passagerer om bord. Flyet fik motorproblemer kort efter afgang, hvorefter piloterne valgte at dumpe flybrændstof over et tætbefolket område på vej mod en sikkerhedslanding i samme lufthavn. Mange skolebørn fik brændstoffet ned over sig. Det skriver The News & Observer.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, har indledt en undersøgelse af hændelsen. Piloterne på flyet er af flybetragtere blevet kritiseret for at dumpe brændstof over beboede områder, og myndighederne har anmodet om en forklaring fra amerikanske Delta Air Lines.

“Der er særlige procedurer for dumping af brændstof fra fly, der flyver ind og ud af en hvilken som helst større amerikansk lufthavn. Disse procedurer kræver, at brændstof dumpes over udpegede, ubefolkede områder – typisk i større højder, så brændstoffet forstøver og spredes, før det når jorden,” skriver FAA i en erklæring.

Delta Air Lines har selv meldt ud, at flyet landede sikkert efter at have dumpet brændstof. Et påkrævet træk i en normal procedure for at få en sikker landingsvægt.

Stall i højre motor
En af piloterne på det 20 år gamle Boeing 777-fly, der havde registrering N860DA, rapporterede om et kompressor-stall i den højre motor. Dette kan ske ved en funktionsfejl, eller når eksempelvis en fugl suges ind i motoren. Motoren kan i dette tilfælde tabe kraft eller i værste tilfælde endda gå i brand.

Boeing 777-200-flyet fra Delta Air Lines fløj retur til Los Angeles International Airport kort efter start på grund af motorproblemer. Foto: Flightradar24

Piloterne besluttede at flyet måtte hurtigst muligt ned på jorden igen, og det var derfor nødvendigt at dumpe brændstof for at gøre flyet lettere ved landing. Flyveledelsen i Los Angeles International Airport spurgte piloterne, hvorvidt de ville fortsætte direkte til landing igen efter motorproblemerne, eller om de ville blive over havet og dumpe eller forbrænde ekstra brændstof før landing.

”Vi fortsætter. Vi har fået det under kontrol. Vi er ikke i en kritisk situation,” svarede en af piloterne ifølge The News & Observer.

Piloterne understregede dernæst, at det ikke var nødvendigt at dumpe eller bruge ekstra brændstof over havet. Men piloterne valgte så alligevel at smide brændstof kort efter over land. En tyk stråle af brændstof stod ud fra hver vingetip, da flyet lå omkring 21 kilometer øst for lufthavnen i cirka 2.400 fods højde (730 meter, red.).

Flybrændstoffet faldt ifølge embedsmænd ned over fem folkeskoler i bydelen Cudahy. 56 børn og voksne fik mindre hud- og lungeirritation, men ingen af dem blev bragt til hospitalet. Vand og sæbe kunne fjerne lugten, som var rigtig skarp, lød meldingen fra flere skolebørn.

Kan afvige fra procedurer i nødsituation
Ifølge Doug Moss, der er pensioneret flykaptajn og ejer af AeroPacific Consulting, kan piloterne af sikkerhedsmæssige årsager afvige fra reglerne i en nødsituation. Han fortæller, at det kan være svært at afgøre, hvor meget skade motoren har taget ved et stall i kompressoren.

Han fremhæver, at den beskadigede motor kan gå i brand, og at piloterne på den baggrund har måttet træffe en hurtig beslutning om at dumpe brændstof over havet eller straks vende retur til lufthavnen.

”Alle prøver at gøre det bedste, de kan, men det er et hurtigt og dynamisk spil, og der er ikke meget tid til at tænke; menneskeliv står på spil. Han fik flyet sikkert på jorden. Desværre var der indirekte skader. Folk fik brændstof hældt over sig,” siger Doug Moss ifølge The News & Observer.

 

Relaterede artikler:

A340 fra Hi Fly lækkede brændstof under landing

Delta forbedrer servicen på økonomiklasse

Delta nyder godt af MAX-krisen