- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

”Det handler om mere end mursten og maskiner”

Moderniseringen af Sønderborg Lufthavn går dels ud på at opføre nye faciliteter, men en del af processen handler også om at redefinere den rolle, som lufthavnen skal spille, siger direktør.

Samtidig med at Sønderborg Lufthavn med ruteflyvninger til København og Bornholm samt 15 charterdestinationer har lagt op til, at man vil afvikle det største sommertrafikprogram i nyere tid i år, arbejdes der i flere forskellige hjørner af lufthavnen.

Man er nemlig godt i gang med den modernisering af lufthavnens faciliteter, der blev sat i gang for snart to år siden, da ejerne i Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune offentliggjorde den største investering i lufthavnens historie.

De to parter vil skyde 212 millioner kroner i at få ajourført faciliteterne og skabt de rammer, der er nødvendige, hvis drømmen om 150.000 passagerer årlige passagerer i slutningen af dette årti, skal gøres til virkelighed. Sidste år benyttede 58.017 flyrejsende sig af lufthavnen.

Bliver landets første
I øjeblikket er den tyske arkitektvirksomhed J.Mayer.H i færd med at tilrette det bud på en ny terminal, som i starten af i år blev udpeget som vinder i en konkurrence, hvor Sønderborg Lufthavn havde bedt fire arkitekter komme med et bud på fremtidens terminal.

Vinderforslaget omfatter blandt andet en træfront ud mod parkeringspladsen, et caféområde samt en udsigtsplatform i form af en tagterrasse, hvor ventende passagerer, luftfartsentusiaster og andre interesserede kan se til, mens flyene letter og lander på banen.

Der er også lagt op til, at Sønderborg Lufthavn bliver den første af sin slags i Danmark, der entrerer med en digital tårnløsning, som man kender det fra blandt andet Norge. Den konkrete teknologi leveres af Saab og ventes at højne den operationelle effektivitet.

Ser lufthavnen som et bindeled
Ifølge Sønderborg Lufthavns administrerende direktør Jákup Sverri Kass håber man, at muligheden for at følge flytrafikken tæt på, vil trække folk til og bidrage til at åbne lufthavnen mod resten af verden. Det forklarer han til SønderborgNyt.

I tillæg til at det forhåbentligt kan danne grobund for en fascination og nysgerrighed hos de lokale, skal det samtidig ses som en udmøntning af den ambition om at skabe mere åbenhed, som direktøren bragte med sig, da han overtog stillingen sidste år.

Jákup Sverri Kass har en fortid i Vágar Lufthavn på Færøerne, og han ser et stort potentiale i den sønderjyske lufthavn. Han hæfter sig ved, at byggeriet af den nye terminal er en brik i et langt større puslespil.

“Det er det første konkrete skridt i en plan, der handler om langt mere end mursten og maskiner – det handler om at gentænke, hvad en regional lufthavn kan være. Jeg ser Sønderborg Lufthavn som et vigtigt bindeled – ikke kun til verden, men også til de mennesker, der bor i Sønderborg. Vi skal være en lufthavn for alle,” siger direktøren til SønderborgNyt.


Relaterede artikler:

Sønderborg Lufthavn først med ny digital tårnløsning

Ny dansk lufthavnsterminal får udsigtsplatform

15 charterdestinationer fra Sønderborg i 2025