Flytrafikken i Sønderborg Lufthavn skal i fremtidens styres fra et digitalt tårn. Lufthavnen har valgt Saab som leverandør af den moderne teknologi, så man ikke behøver et fysisk kontroltårn.
Sønderborg Lufthavn bliver den første lufthavn i Danmark, som kommer til at operere med et digitalt kontroltårn. Løsningen betyder, at der ikke er brug for et fysisk kontroltårn, mens effektivitet og sikkerhed opretholdes.
Lufthavn har valgt Saab (oprindeligt Svenska Aeroplan AB, red.) som leverandør af den nye digitale tårnløsning. Ifølge Saab forbedrer løsningen den operationelle effektivitet, man undgår behovet for et nyt fysisk tårn og sikrer, at alle lokale AFIS-operatørjobs bevares.
“Vi er stolte af at samarbejde med Sønderborg Lufthavn om at forme fremtiden for lufttrafikstyring. Vi glæder os til at bidrage med vores ekspertise til dette transformerende projekt i Danmark,” siger Per Ahl, administrerende direktør for Saab Digital Air Traffic Solutions.
Sønderborg Lufthavn vil modtage den seneste version af Saabs digitale tårnløsning, der er skræddersyet til små og regionale lufthavne. Den moderne teknologi kan implementeres på en sådan måde, at lufthavnen kan forblive fuldt operationsdygtig i hele overgangsperioden.
Vil være et knudepunkt
Sønderborg Lufthavn har som mål at blive et vigtigt knudepunkt i Sydjylland, understøttet af lokale virksomheder, der medfinansierer faste flyruter. En af de store økonomiske støtter er Danfoss, der er stor bruger af lufthavnen.
Den digitale tårnløsning ses som et led i at transformere lufthavnen.
”Med Saabs digitale tårn moderniserer vi på en sådan måde, at det holder vores lufthavn effektiv og forbundet, mens vi bevarer job lokalt. Det er spændende at se Sønderborg Lufthavn føre an som Danmarks første lufthavn med et digitalt tårn,” siger Jákup Sverri Kass, administrerende direktør for Sønderborg Lufthavn.
Mindst 15 charterdestinationer
Lufthavnens ambition er at styrke regionale forbindelser. Samtidig ønsker man at etablere området som en voksende turistdestination.
Målet er desuden at blive et knudepunkt for flyvedligehold, så lufthavnen bliver centrum for både rejser og luftfartservices. Her har man i dag Skyways Technics i lufthavnen, der beskæftiger sig med flyvedligehold.
Den alsiske lufthavn tager et godt skrift på vejen i 2025. Udover de faste ruter til København og en sommerrute til Bornholm, vil lufthavnen nemlig tilbyde mindst 15 charterdestinationer i hele Europa. Arrangørerne af charterrejserne er henholdsvis Alsie Express, Gislev Rejser og tyske Neubauer Reisen.
Relaterede artikler:
Ny løsning betyder ikke farvel til flyveledere