- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

EASA klar til at teste Boeing 737 MAX

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA vil påbegynde test af Boeing 737 MAX fra den 7. september. Dermed nærmer tiden sig, hvor flyet atter kan være i luften over Europa.

Den 12. marts 2019 kl. 20:00 indførte Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) flyveforbud i EU for Boeing 737 MAX 8 og 737 MAX 9 på baggrund af to på hinanden følgende flyulykker i henholdsvis Indonesien og Etiopien.

Nu er der udsigt til, at forbuddet snart kan ophæves, for EASA er nået så langt, at man har planlagt de første testflyvninger med flyet. Det kommer til at ske i Vancouver i Canada i den uge, der starter med den 7. september.

EASA har tidligt meddelt, at man ikke vil tillade at flyve kommer i luften i Europa baseret på de amerikanske luftfartsmyndigheders godkendelse, og derfor er det nødvendigt for EASA selv at gennemføre testflyvninger.

“EASA har arbejdet tæt sammen med FAA og Boeing for at få Boeing 737 MAX-flyet tilbage i drift så hurtigt som muligt, men kun når der er vished for, at det er sikkert. Mens Boeing stadig har nogle endelige tilpasninger, der skal afsluttes, vurderer EASA, at den samlede modenhed i redesignprocessen nu er tilstrækkelig til at gå videre til flyvetest. Dette er en forudsætning for, at EASA kan godkende flyets nye design,” hedder det i en pressemeddelelse.

Norwegian er største europæiske MAX-operatør
Det er blandt andet COVID-19-pandemien, der har forhindret, at man ikke har kunnet begynde testflyvninger noget tidligere.

Forud for testflyvningerne i Cananda vil der i næste uge blive afviklet simulatortestforløb i London Gatwick, mens repræsentanterne i Joint Operations Evaluations Board (JOEB) skal mødes fra den 14. september i London. Det er repræsentanter fra amerikanske FAA og EASA samt fra luftfartsmyndighederne i Australien, Brasilien, Canada, De Forenede Arabiske Emirater, Japan, Indonesien, Kina og Singapore.

De største Boeing 737 MAX-operatører i Europa er Norwegian med 18 fly, TUI med 15 og Turkish Airlines med 12. Herudover råder Icelandair i dag over seks Boeing 737 MAX-fly.

 

Relaterede artikler:

Uvist tidspunkt for 737 MAX-tilbagevenden i Europa

Ingen MAX-passagerflyvninger før i 2021

Ryanair: Europæisk MAX-godkendelse trækker ud