EASA slår et slag for større åbenhed om piloters mentale helbred. Den europæiske luftfartsmyndighed påpeger samtidig, at psykiske udfordringer ikke er ensbetydende med at miste tilladelsen til at flyve.
Styrmanden Hammam al-Hammami, som angreb kaptajn Smit Machchhar ombord på en Boeing 737 MAX fra Flydubai med mere end 170 mennesker ombord, gjorde det angiveligt med det formål at styrte flyet ned i Tel Avivs Ben Gurion-lufthavn.
Han skulle ifølge anklageren i sagen være blevet radikaliseret, mens han studerede på universitetet RMIT i Melbourne, Australien, skriver The Guardian. Men det er ikke første gang, at en pilot har haft intentionen om at styrte et fly fyldt med passagerer, og i lufthavnen kan sagen give associationer til en 10 år gammel tragedie.
I 2015 omkom 149 personer ombord på et Airbus A320-fly fra Germanwings, da styrmanden låste kaptajnen ude af cockpittet og styrede flyet ind i et bjerg som en måde at begå selvmord på. Dengang hæftede den franske havarikommission sig ved, at mental uarbejdsdygtighed ikke behandles på samme måde som fysisk uarbejdsdygtighed.
Nu sætter det europæiske luftfartssikkerhedsagentur, EASA, fokus på piloternes mentale sundhed. EASA skriver, at luftfarten i løbet af det seneste årti er blevet mere opmærksom på, at mental sundhed skal være omfattet af den samme strukturerede og støttende tilgang som ved fysisk sundhed.
Handler ikke om at stoppe piloters karriere
Mens der er kommet øget fokus på at screene piloters mentale helbred, så lyder det fra EASA, at fokus gradvist har flyttet sig væk fra at identificere piloter, der muligvis ikke er egnede til at flyve, til at finde måder, hvorpå man kan hjælpe piloterne med at bevare både deres fysiske og psykiske helbred så længe som muligt.
Og anmelder piloter et problem, så lyder det fra EASA, at der findes flere forskellige former for støtte, som piloter kan støtte sig op ad, hvis de oplever mentale sundhedsproblemer, alt afhængigt af situationen.
”Når det drejer sig om relativt små problemer, kan piloter få hjælp gennem støtteprogrammer, hvor kollegaer hjælper hinanden. Disse programmer giver piloter mulighed for at tale fortroligt med uddannede kolleger, der forstår det pres, som jobbet indebærer,” skriver EASA og tilføjer:
”Ved alvorligere problemer kan piloten henvises til en flyvelæge. Lægen vurderer situationen og beslutter, hvad der skal ske. I de fleste tilfælde betyder det, at piloten kan fortsætte med at flyve, enten med eller uden behandling og opfølgning, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt.”
Er der rent faktisk behov for behandling såsom medicinering, så kan piloten ende med at få midlertidigt forbud mod at flyve, indtil behandlingen begynder at hjælpe. De fleste piloter kan dog vende tilbage til arbejdet, når deres tilstand er håndteret, og bivirkningerne ikke udgør en sikkerhedsrisiko.
Vil gøre op med misforståelse
EASA skriver, at det er en udbredt misforståelse blandt piloter, at et mentalt sundhedsproblem automatisk fører til, at man mister helbredsgodkendelsen. Men det forholder sig ikke helt således.
”Mere end 60 procent af de piloter, der anmelder et helbredsproblem, kan fortsætte med at flyve uden at blive suspenderet. Omkring 30 procent kan have behov for behandling eller yderligere opfølgning, før de kan genoptage deres flyvearbejde. Kun under 10 procent er udelukket fra flyarbejdet i længere tid,” skriver EASA.
Men frygten for ikke at kunne flyve betyder, at underrapportering fortsat er et problem. Det kan skade både den enkelte pilot og flysikkerheden som sådan. Og reglerne kræver, at piloter skal oplyse enhver tilstand, som kan påvirke deres flyveegnethed. At tilbageholde den information betragtes som bedrageri.
”Forsinket håndtering af risikofaktorer eller sygdomsbehandling medfører desuden ofte, at tilstanden forværres, at der opstår komplikationer, og at prognosen bliver dårligere på et senere tidspunkt, når tegnene og symptomerne ikke længere kan skjules. Jo tidligere risikofaktorer for mental sundhed håndteres, og en sygdom behandles, desto større er chancerne for at kunne vende hurtigt tilbage til flyvearbejdet igen,” tilføjer EASA.
Relaterede artikler:
Seks anbefalinger efter Germanwings-styrt