- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

EasyJet udsætter levering af 24 Airbus-fly

Den 8. april har Sir Stelios Haji-Ioannou som hovedaktionær i easyJet begæret indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling med blot to punkter på dagsordenen. Afsættelse af henholdsvis Andreas Bierwirth og Andrew Robert Findlay som medlemmer fra selskabets bestyrelse.

Torsdag har bestyrelsen kvitteret for modtagelse af anmodningen og bekræfter, at man vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

Striden handler om, at easyJet har en ordre på 107 A320-fly hos Airbus, og Sir Stelios Haji-Ioannou er af den opfattelse, at det er uansvarligt at holde fast i ordren, når selskabet og luftfartsindustrien står i en vanskelig situation som følge af COVID-19-pandemien. Det kan ifølge hans opfattelse koste selskabet livet.

Ændret leveringsplan
Sir Stelios Haji-Ioannou har truet med, at han vil fjerne hele bestyrelsen en ad gangen, hvis ikke ordren bliver annulleret, og torsdag kunne easyJet meddele, at man har indgået en aftale med Airbus om udsættelse af levering af 24 fly, der skulle have været leveret i 2020, 2021 og 2022. Det drejer sig om 10 fly i regnskabsåret 2020, 12 fly i 2021 og to i 2022.

Aftalen betyder endvidere, at easyJet ikke vil modtage nye fly i 2021, og herudover er der aftalt en option om udsættelse af yderligere fem leveringer i 2022.

“Vores branche møder hidtil usete udfordringer, der kræver en hidtil uset handling. Som vi konsekvent har sagt, er vi fortsat fuldt fokuserede på at forbedre likviditet på kort sigt og reducere udgifter på tværs af virksomheden. I dag glæder jeg mig over at meddele, at vi er blevet enige med Airbus om at ændre vores leveringsplan ved at udsætte købet af 24 fly, hvilket giver et betydeligt løft i vores pengestrøm og en betydelig reduktion i vores kapitaludgifter på kort sigt,” siger easyJets svenske koncernchef Johan Lundgren i en pressemeddelelse.

Vil tvinge bestyrelsen til åbenhed
Ændringen af leveringsplanen for første del af ordren på de 107 Airbus-fly har ikke gjort Sir Stelios Haji-Ioannou mildere stemt. Tidligt torsdag aften udsendte hovedaktionæren en erklæring med sine kommentarer til bestyrelsens plan.

“Slynglerne hos easyJet og Airbus har gjort det igen. På aftenen før Langfredag, og mens markederne stadig er åbne, sender de en besked til aktiemarkedet, som er “lige så klar som mudder” for at skubbe aktieprisen i vejret på kort sigt. Selvom det er meget uklart, hvilken “aftale” Airbus og easyJet har indgået med hinanden, så forklarer meddelelsen kun om “udsættelse” af leveringen af 24 af 107 ordrer,” skriver  Sir Stelios Haji-Ioannou i en kommentar.

Efter planen skulle easyJet betale 4,5 milliarder britiske pund – godt 38 milliarder danske kroner – til Airbus i perioden fra 2020 til 2023.

“I nær fremtid vil jeg skrive til FCA (Finanstilsynet, red.) for at tvinge slynglerne hos easyJet til at afsløret for markedet, hvad der helt præcist skal ske med de aktuelle betalinger fra easyJet til Airbus.”

   

Relaterede artikler:

Drama i kulissen hos easyJet

Ryanair og easyJet gør klar til at lukke ned

EasyJet fastholder positionen som største A320-operatør