- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Efter 529 dage er Norse nu i gang

Norse Atlantic Airways sendte tirsdag aften den første Boeing 787 Dreamliner på vingerne på premiereflyvningen fra Oslo til New York. Det skete med næsten to timers forsinkelse.

Den 31. juli 2019 fik Norwegian leveret en splinterny Boeing 787-9 Dreamliner med navnet Xul Sonar, der blev fløjet direkte fra Boeings produktionsanlæg i Charleston i South Carolina til Prestwick-lufthavnen i Glasgow.

Her blev flyet med den oprindelige registrering SE-RXY stående indtil den 31. marts 2021, hvorefter det på vegne af leasingselskabet BOC Aviation blev fløjet til Shannon i Irland. 

Sidenhen blev flyet omregistreret til LN-FNB og fik navnet Rondane efter Norges første nationalpark, og tirsdag debuterede Dreamliner-flyet på vegne af Norse Atlantic Airways på selskabets første kommercielle flyvning fra Oslo til New York-JFK.

Flyvningen med rutenummer N0001 var planlagt til at afgå fra Oslo Lufthavn kl. 19.50, men først kl. 20.40 kunne dørene lukkes ved gate F34. Herefter skulle der gå endnu en time, før flyet kom på vingerne, hvilket skete kl. 21.42. Dermed blev der startet op med næsten to timers forsinkelse, inden den otte timer lange tur over Atlanten.

Mange måneders forberedelse
Med på premiereflyvningen var Bjørn Tore Larsen, der er administrerende direktør og stifter af Norse Atlantic Airways. Han kunne glæde sig over, at det selskab han stiftede den 1. januar 2021 efter 529 dages ventetid kunne sende det første fly på vingerne fra den norske hovedstadslufthavn.

“Norse Atlantic Airways er nu gået ind i et nyt kapitel, hvor vi leverer på vores løfte om at tilbyde prisbillig værdi og en kvalitetsrejseoplevelse til alle. Vores første Norse Atlantic Airways-flyvning til New York fra Oslo er kulminationen på måneders forberedelse og hårdt arbejde af dedikerede kolleger på tværs af alle afdelinger,” sagde Bjørn Tore Larsen i forbindelse med ruteåbningen.

Fra Oslo vil Norse i første omgang flyve til New York, Fort Lauderdale, Orlando og Los Angeles, og i august debuterer selskaber med USA-ruter fra både Berlin og London-Gatwick.

Næsten udsolgt fly
Der er plads til  338 passagerer i den store Boeing 787-9 Dreamliner, og forrest er der en Premium-sektion med 56 sæder, mens Economy-sektionen er indrettet med 282 sæder. I øvrigt samme konfiguration som Norwegian havde på flyene af samme type.

På den første afgang var der solgt omkring 80 procent af kapaciteten, og i lastrummet var der udover passagerernes bagage også 20 tons cargo, hvilket primært var laks til det amerikanske marked.

 

Relaterede artikler:

Billetsalget i gang: Norse til New York-JFK

Norse vil øge fra 75 til 1.600 ansatte

Norse øger til 15 Dreamliner-fly før opstarten