Boeing 787-9 Dreamliner leases fra BOC Aviation. (Foto: BOC Aviation | PR)

Norse øger til 15 Dreamliner-fly før opstarten

Det norske startup Norse Atlantic Airways har indgået aftale om at lease seks Boeing 787 Dreamlinere fra Bank of China-selskabet BOC Aviation. Dermed kommer selskabet op på 15 langdistancefly.

Selvom Norse Atlantic Airways ikke forventer at sende det første fly på vingerne før sidst i 2021 eller eventuelt først i 2022, så har selskabet allerede øget antallet af fly.

I slutningen af marts blev der indgået en aftale med flyleasingselskabet AerCap om lease ni Boeing 787 Dreamlinere, og nu er der netop afsluttet en aftale med det kinesiskejede BOC Aviation om lease seks Boeing 787-9 Dreamlinere, der skal leveres i fjerde kvartal af 2021.

Leasingaftalen er for en periode på 16 år, og flyene ventes leveret i december i år. Dermed vil Norse samlet komme op på 15 fly, hvilket giver et godt grundlag for at kunne starte op med den nødvendige kapacitet.

“Det glæder os at kunne udvide vores leasingforhold til også at omfatte en leasinggiver med en kaliber som BOC Aviation, når vi øger vores flåde og fortsætter med at bygge vores organisation til opstarten. Vi glæder os meget til at byde kunder på begge sider af Atlanterhavet velkommen ombord på disse state-of-the-art fly, så efterspørgslen efter transatlantiske rejser vender tilbage,” siger Bjørn Tore Larsen, grundlægger og administrerende direktør af Norse Atlantic Airways.

Leasingselskab var storaktionær i Norwegian
BOC Aviation var også et leasingselskab, der var inde omkring Norwegian før rekonstruktionen, og på et tidspunkt var selskabet næststørste aktionær i det norske lavprisflyselskab med en ejerandel på 12,67 efter at have fået konverteret tilgodehavender til aktier.

”Vi er glade for at byde Norse velkommen som ny kunde, da vi støtter flyselskabets planer om at betjene det interkontinentale lavprismarked med brændstofeffektive Boeing 787 Dreamliners. Vi ser frem til at bygge videre på dette nye forhold med Norse og samarbejde med flyselskabet om dets fremtidige flådekrav,” siger Robert Martin, der er koncernchef for BOC Aviation.

Stor global aktør
Det er Bank of China og dermed Folkerepublikken Kina, der ultimativt bag står BOC Aviation.

BOC Aviation er i dag et af verdens fem største flyleasingselskaber og det største i Asien og kontrolleres af Sky Splendor Limited, der er en del af Bank of China Group Investment Limited, der kontrolleres af Bank of China Limited. Bank of China er underlagt Central Huijin Investment Ltd, der kontrolleres af China Investment Corporation, der i sidste ende er ejet af Folkerepublikken Kina.

Ved udgangen af marts 2021 havde BOC Aviation ejerskab af 366 fly, mens 39 fly er i management hos selskabet. Herudover er der 144 fly i ordrebogen. Det er primært A320-serien samt Boeing 737NG og MAX samt 787 Dreamlinere, som selskabet har i porteføljen. BOC Aviation er noteret på fondsbørsen i Hong Kong og har hovedkontor i Singapore med afdelinger i Dublin, London, New York og Tianjin.

Afslører brand i næste uge
Norse Atlantic Airways blev i foråret noteret på den norske vækstbørs Euronext Growth, der en en del af Oslo Børs.

Selskabet vil den 10. august afsløre sit nye brand og derunder også, hvordan bemalingen af de 15 fly vil se ud.

 

Relaterede artikler:

Norse leaser ni Boeing 787 Dreamlinere

“Norse Atlantic Airways bør lære af Norwegians fejl”

Bjørn Kjos er medinvestor i nyt flyselskab