- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Efter USA-angreb: Mange flyaflysninger til regionen

Flyselskaber fra hele verden har aflyst flyafgange til og fra store mellemøstlige lufthavne i kølvandet på det angreb, som USA satte ind mod iranske atomanlæg natten til søndag.

Den anspændte situation i Mellemøsten får nu flere flyselskaber til kraftigt at overveje deres tilstedeværelse i regionen.

Senest har flere selskaber aflyst afgange både søndag og mandag til normalt store og populære trafikknudepunkter som Dubai og Doha. Dette er sket som konsekvens af, at USA natten til søndag udførte et luftangreb mod tre vigtige iranske atomanlæg, og Iran har herefter svoret at forsvare sig selv. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Helt generelt har der været færre kommercielle fly end normalt i luftrummet fra Iran og Irak og til Middelhavet, siden Israel 13. juni 2025 begyndte at angribe Iran. Flyselskaber har omdirigeret, forsinket eller aflyst flyvninger i regionen som følge af luftrumslukninger eller problemer med sikkerheden.

Aflyser til Doha og Dubai
Ifølge Reuters aflyste Singapore Airlines alle flyvninger søndag til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, og dette er også tilfældet frem til tirsdag.

Blandt de europæiske flyselskaber har spanske Iberia indtil videre valgt at aflyse flyvninger til Doha både søndag og mandag. Air France og KLM har aflyst alle afgange til og fra Dubai søndag og mandag, mens Finnair har aflyst alle flyvninger til og fra Doha indtil minimum tirsdag.

British Airways aflyste alle afgange til Dubai og Doha søndag, ligesom tilfældet indtil videre er for én flyvning mandag til både Dubai og Doha.

Tvinges til at flyve omveje
De fleste flyselskaber har ikke adgang til luftrummet i Rusland og Ukraine som følge af den igangværende krig, og derfor har flyselskaberne i større grad benyttet luftvejen via Mellemøsten på flyvninger mellem Europa og Asien.

I løbet af de seneste 10 dage har flyselskaberne imidlertid lagt deres flyvninger i en nordlig korridor via Det Kaspiske Hav eller sydpå via Egypten og Saudi-Arabien, oplyser Reuters.

De længere flyvninger som følge af omlagte ruter giver flyselskaberne øgede omkostninger til brændstof og besætninger, og herudover står selskaberne potentielt også over for stigende brændstofpriser, da olieprisen er steget efter det amerikanske angreb mod Iran.

Stigende antal GPS-forstyrrelser
Foruden lukkede luftrum og de usikre sikkerhedsforhold i blandt andet Mellemøsten er GPS-forstyrrelser af kommercielle fly også et stigende problem.

Flysporingstjenesten Flightradar24 oplyser over for Reuters, at de har set en ”dramatisk stigning” i såkaldt spoofing og jamming i de seneste dage over Den Persiske Golf. Det schweiziske firma SkAI, der registrerer GPS-forstyrrelser, oplyste sent søndag, at de havde observeret over 150 fly, der blev spoofet på 24 timer i denne region.

Foruden europæiske og asiatiske flyselskaber har også nordamerikanske flyselskaber valgt at suspendere ruter til Mellemøsten. Allerede nogle dage før det amerikanske angreb i Iran aflyste American Airlines flyvninger til Doha, mens United Airlines og Air Canada har suspenderet Dubai-ruter. De er endnu ikke genstartet.

 

Relaterede artikler:

DAT evakuerede fly og personale fra Israel

EASA skærper anbefalinger til Israel-flyvninger

IATA: Hold krigshandlinger væk fra civil luftfart