- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Efter seks år: China Eastern tilbage til Stockholm

China Eastern Airlines vender i juni tilbage med ruten fra Stockholm til Shanghai, der ikke har været opereret siden januar 2020. Selskabet flyver nu til to lufthavne i Skandinavien.

Arlanda-lufthavnen ved Stockholm er nu i gang med at hente de interkontinentale ruter tilbage, som coronapandemien satte en stopper for.

I slutningen af januar kunne den svenske storlufthavn byde velkommen til japanske ANA All Nippon Airways med en rute til Tokyo-Haneda, der oprindeligt skulle have været igangsat den 29. marts 2020, og til juni er endnu en international rute klar.

Det sker, når China Eastern Airlines den 22. juni starter op mellem Stockholm og Shanghai Pudong International Airport med tre ugentlige afgange opereret med en Airbus A330-200, der har plads til 264 passagerer i en toklasses konfiguration.

“Der er stor tillid til det svenske luftfartsmarked, og China Easterns investering i en direkte rute fra Stockholm Arlanda Lufthavn til Shanghai er et tydeligt tegn på dette. China Eastern vil spille en vigtig rolle i at forbinde Sverige med Kina og andre veletablerede markeder i Asien,” siger Elizabeth Axtelius, chef for Aviation Business hos Swedavia.

Stoppede i januar 2020
China Eastern betjente oprindeligt ruten mellem Stockholm og Shanghai fra 16. juni 2018, og i den første vintersæson 2018/19 holdt ruten pause.

I begyndelsen af 2020 besluttede China Eastern at indstille ruten fra den 15. januar 2020 og foreløbigt fem måneder frem. Sidenhen ramte coronapandemien, og det har efterfølgende taget nogle år, inden Arlanda er kommet tilbage på radaren hos det kinesiske SkyTeam-selskab.

Også i Københavns Lufthavn
I mellemtiden har China Eastern etableret sig i Københavns Lufthavn, der er blevet en SkyTeam-hub, efter SAS trådte ind i alliancen i 2024. Det skete i juli 2025 med tre ugentlige afgange, og i den kommende sommer øges der til fem ugentlige afgange.

China Easterns tilbagevenden til Skandinavien er blandt andet blev muliggjort af, at SAS i november 2024 lukkede selskabets rute fra København til Shanghai.

China Eastern Airlines, der har hovedkontor i Shanghai, er sammen med China Southern og Air China de tre største luftfartskoncerner i Kina. China Eastern opererer en flåde på mere end 800 fly, der er en af de yngste i verden med en gennemsnitsalder på 9,6 år.

 

Relaterede artikler:

Shanghai-rute indstilles i fem måneder

China Eastern vinterlukker skandinavisk Shanghai-rute

China Eastern er landet i Skandinavien