- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Emirates introducerer lyntest for COVID-19

Regeringen i De Forenede Arabiske Emirater har midlertidigt forbudt alle passagerflyvninger til det olierige ørkenland. Det betyder, at Emirates i øjeblikket opererer et stærkt begrænset rutenet for at hjælpe passagerer tilbage til deres respektive lande via det store hub i Dubai.

For at sikre, at der ikke i Dubai International Airport kommer coronasmittede passagerer ombord på selskabets fly, har Emirates indledt et forsøg med en lyntest for COVID-19.

Testen er kommet i stand via et samarbejde med sundhedsmyndighederne i Dubai, og onsdag blev passagerer til Tunis som de første testet for COVID-19. Det skete i lufthavnen ved hjælp af en lille blodprøve, og blot 10 minutter senere forelå resultatet af testen.

“Testprocessen er gået glat, og vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Dubai Health Authority for deres initiativer og innovative løsninger… Vi arbejder med planer om at opskalere testfunktioner i fremtiden og udvide det til andre flyvninger. Dette vil gøre det muligt for os at gennemføre test på stedet og give øjeblikkelig bekræftelse for Emirates-passagerer, der rejser til lande, der har behov for COVID-19-testcertifikater,” udtaler Adel Al Redha, koncerndriftsdirektør hos Emirates, ifølge en pressemeddelelse.

Mange nye foranstaltninger
Udover den nye COVID-19-test har Emirates også indført en række foranstaltninger for at sikre, at den sociale afstand bliver overholdt. Der er blevet opsat barrierer ved indcheckningspultene, så der er afstand til de ansatte og de øvrige passagerer. Samtidig er det blevet påbudt for samtlige ansatte i Dubai International Airport at bære masker og handsker.

Emirates har også stillet krav om, at passagererne selv har masker på, når de bevæger sig rundt i lufthavnen eller er ombord på selskabets fly.

Det er ikke de eneste ændringer, som Emirates har måttet foretage som følge af COVID-19. Inflight-service er af sundhedsmæssige årsager blevet reduceret, og det er ikke tilladt for passagerne at have større håndbagage med ombord. Kun laptops og håndtasker må være i kabinen, der bliver grundigt desinficeret efter hver flyvning.

Emirates vil efter planen genoptage de skandinaviske ruter den 22. juni 2020. Her vil der blive fløjet dagligt til København med Airbus A380, mens Oslo og Stockholm fra samme dato vil blive betjent dagligt med Boeing 777-300ER.

 

Relaterede artikler:

Forvirring omkring Emirates-aflysninger

Coronavirus: Qatar aflyser – Emirates flyver videre