- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Endelig lander Alex Cruz i nyt flyselskab

Alex Cruz er blevet medlem af en ny bestyrelse. Den tidligere topchef fra British Airways var sidste år angiveligt en af kandidaterne til jobbet som koncernchef i SAS.

Det canadiske flyselskab WestJet trækker nu en erfaren kapacitet ind i toppen af selskabet. Det drejer sig om Alex Cruz, der er blevet udpeget som nyt medlem af bestyrelsen i lavprisflyselskabet. Det oplyser WestJet.

Alex Cruz har tidligere været koncernchef for British Airways. Den stilling besad spanieren fra april 2016 til oktober 2020. Han startede sin karriere i American Airlines, inden han stiftede sit eget konsulentfirma, der også beskæftigede sig med luftfart.

Siden Alex Cruz tog afsked med British Airways, har han fungeret som investor, bestyrelsesmedlem og rådgiver for en række virksomheder, og nu fortsætter bestyrelsessporet hos lavprisselskabet WestJet, der råder over 102 fly med en gennemsnitsalder på 11,3 år.

Bred erfaring fra luftfartsbranchen
Før hans tid i det hæderkronede britiske flyselskab, var Alex Cruz koncernchef for flyselskabet ClickAir, som han også var stifter af. ClickAir var et spansk lavprisselskab, som satte gang i driften i oktober 2006.

Selskabet skabte hurtigt vækst, og det endte med, at ClickAir befløj 40 destinationer på tværs af Europa. Blot tre år efter, at det startede driften, fusionerede flyselskabet med konkurrenten Vueling, hvor Alex Cruz efterfølgende blev indsat som koncernchef og bestyrelsesformand.

WestJets bestyrelsesformand, Chris Burley, mener, at Alex Cruz’ erfaringer fra både netværks- og lavprisselskaber vil gøre det nye medlem til en ”uvurderlig tilføjelse” til selskabets bestyrelse. Alex Cruz glæder sig også til at komme i gang, fortæller han.

“Jeg er glad for at blive en del af bestyrelsen i WestJet Group. Få flyselskaber har navigeret gennem pandemien uden at sælge ejerandele, stifte gæld eller modtage statsstøtte. Det viser, at WestJet har arbejdet med omkostningerne, og jeg ser frem til at hjælpe med at levere endnu mere værdi til de rejsende.”

Blev nævnt som kandidat til topjob i SAS
Alex Cruz var desuden en af tre mulige kandidater, som det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv i april 2021 nævnte som angiveligt værende under overvejelse som aftager til Rickard Gustafson på posten som koncernchef i SAS.

De to andre var tyske Alexis von Hoensbroch og hollandske Anko van der Werff. Det var som bekendt Anko van der Werff, der endte med at blive udpeget til stillingen, men med udnævnelsen af Alex Cruz forenes de resterende kandidater i WestJet.

Tidligere på måneden tiltrådte Alexis von Hoensbroech nemlig stillingen som koncernchef i flyselskabet. Han har hidtil været koncernchef i det Lufthansa-ejede østrigske flyselskab Austrian Airlines, der fremover vil blive styret af Annette Mann, som er ny topchef fra den 1. marts.

 

Relaterede artikler:

44-årig tysker ny topchef hos Austrian Airlines

Alex Cruz afviser kandidatur som topchef for Air India

Medie: “AAA”-kandidater som ny koncernchef i SAS