- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Endnu en baltisk ACMI-operatør på vej

Litauiske Heston Aviation har lanceret Heston Airlines, der bliver den nyeste ACMI-operatør fra de baltiske lande. Selskabet vil indlede flyvninger med A320 i første kvartal i 2021.

Der er efterhånden en stor repræsentation af baltiske ACMI-operatører.

SmartLynx Airlines fra Letland samt GetJet Airlines og Avion Express fra Litauen eksisterer i forvejen, og nu lanceres der endnu en litauisk ACMI-operatør.

Det er Heston Aviation, der har besluttet at lancere Heston Airlines, lyder det i en pressemeddelelse. Flyselskabet vil fra første kvartal i 2021 tilbyde flyvninger af høj kvalitet til rejsearrangører og flyselskaber inden for EMEA-regionen – en betegnelse for Europa, Mellemøsten og Afrika.

Heston Airlines afventer modtagelse af en AOC (Air Operator Certificates – en driftstilladelse, red.), og selskabet planlægger at indlede med tre 180-sæders Airbus A320-200. Inden 2022 skal flåden bestå af syv fly.

Gunstige forhold for nyt flyselskab
Det nye, litauiske flyselskab har fået Jonas Rinkauskas som administrerende direktør, og han skal være med til at lægge vægt på kundernes behov, fleksibilitet og pålidelighed af tjenester. Jonas Rinkauskas var kommerciel direktør i GetJet Airlines fra januar 2019 til august 2020. Jonas Butautis, partner hos Heston Aviation, fortæller, at tiden er den rette til at lancere et nyt selskab.

”COVID-19 skabte en unik markedsmulighed for at starte et flyselskab, der vil drage fordel af omkostningseffektivitet i den nuværende markedssituation, samtidig med at det ikke er belastet af ​​omstruktureringsomkostninger, der tynger de etablerede selskaber,” siger han.

”Ved at forankre forretnings-set-uppet i tiden efter COVID-19 vil Heston Airlines operere til branchens bedste omkostningsbase, hvilket giver os mulighed for at tilbyde konkurrencedygtige og fleksible løsninger til kunderne under rejsemarkedernes genopretningsfase.”

Heston Aviation er en litauisk koncern, der investerer i Boeing 737 og Airbus A320, deres motorer og nøglekomponenter.

Konkurrence med øvrige baltiske ACMI-selskaber
Heston Airlines kommer således i selskab med tre andre baltiske ACMI-operatører.

SmartLynx Airlines fra Riga i Letland har blandt andet tidligere wetleaset to Airbus A321 til Thomas Cook Airlines Scandinavia, og selskabets flåde består af 11 Airbus A320 og otte A321. Selskabet blev grundlagt i 1992 og har også fløjet for Norwegian. Selskabet hævder at være den største ACMI-operatør i Europa.

GetJet Airlines blev oprettet i 2016 og har base i Vilnius i Litauen. Selskabets flåde består af i alt 14 fly – herunder typerne A319, A320, A330 samt Boeing 737. Endelig er der Avion Express, der blev grundlagt i 2005 og ligeledes har hovedkontor i Vilnius. Selskabet råder over i alt 12 fly, hvoraf halvdelen er A320 og den anden halvdel A321.

 

Relaterede artikler:

Spies-flyselskab lejer to fly fra SmartLynx

Estland: Vi vil have Airbus-fabrik

SmartLynx forsinker hver tredje flyvning for Norwegian