- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Endnu et flyselskab pensionerer A380

Etihad Airways har besluttet at lade sine Airbus A380 stå på jorden på ubestemt tid, og dermed har endnu et flyselskab reelt set taget afsked med megajumboen.

En anden bølge i coronapandemien har betydet en langsommere stigning i efterspørgslen på flyrejser, og det har konsekvenser for flyselskaber verden over.

I Mellemøsten har Etihad Airways nu valgt at lade sine i alt 10 Airbus A380-800 stå på jorden ”på ubestemt tid”, fortæller en kilde til nyhedsbureauet Reuters. Flyselskabets koncernchef, Tony Douglas, skal angiveligt have fortalt dette til medarbejderne i sidste uge.

Alt tyder dermed på, at Etihad Airways for eftertiden ikke indregner megajumboerne i flyselskabets flåde. De 10 A380’ere har stået på jorden siden marts, hvor coronapandemien tog fart, og der vil de altså blive stående rigtig længe endnu, med mindre der pludselig sker et mirakel i efterspørgslen. En talskvinde fra Etihad Airways har bekræftet nyheden om A380’erne.

Opererer med Boeing 777 og 787 Dreamliner
Selv om Airbus A380 bliver udfaset hos Etihad Airways, har det Abu Dhabi-baserede flyselskab stadig masser af langdistancefly i drift. Flåden af de største fly består således af 19 Boeing 777-300, 30 Boeing 787-9 Dreamliner samt ni Boeing 787-10, hvoraf ni 777’ere og én 787-10 er sat på jorden i øjeblikket som følge af coronakrisen.

Det mellemøstlige flyselskab undgår dog ikke at foretage afskedigelser af personale, selv om en lang række fly stadig er i luften. Reuters har set et internt notat, der viser, at kabinemedarbejderne har fået besked om, at nogle af dem vil blive kontaktet med henblik på afskedigelse.

Notatet fortæller ikke, hvor mange der risikerer at blive fyret, men en kilde har fortalt over for Reuters, at op mod 1.000 kabineansatte kan blive fyret. Før coronakrisen beskæftigede Etihad Airways cirka 4.800 ansatte i kabinen.

Europæisk A380-flåde er halveret
Etihad Airways er langt fra ene om at tage afsked med Airbus A380. Air France har besluttet at sende alle sine 10 A380’ere på pension, og Lufthansa har sendt syv af sine i alt 14 A380-800 på pension før tid. Resten står i øjeblikket parkeret på jorden.

De 12 A380’ere hos British Airways står også alle sammen på jorden. Flyene har en gennemsnitsalder på blot seks år, og det britiske selskab har endnu ikke luftet planer om at pensionere flyene.

Den sidste europæiske operatør af Airbus A380 er portugisiske Hi Fly. I begyndelsen af november meddelte selskabet dog, at det ikke ønsker at forlænge leasingaftalen på dets ene fly, der dermed sendes på pension inden årets udgang. Megajumboen besøgte Københavns Lufthavn i sommeren 2018 på en subcharter for Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Blandt de øvrige 10 operatører af A380 har Emirates og Singapore Airlines også valgt at sende en eller flere af flyene på pension. De øvrige A380-operaterer er så vidt vides ikke begyndt at udfase flyene, men mange af dem står i øjeblikket på jorden som følge af coronakrisen.

 

Relaterede artikler:

Ikonisk Airbus A380 fases ud efter to og et halvt år

Lufthansa overvejer at pensionere alle Airbus A380

Antallet af A380’ere i Europa næsten halveret