- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Et år siden sidste kommercielle MAX-flyvning

Air Canada var for præcis et år siden det sidste flyselskab til at gennemføre en kommerciel flyvning med en Boeing 737 MAX, før myndighederne groundede flyet på ubestemt tid.

Den 13. marts 2019 vil stå hen i historiebøgerne som dagen, hvor Boeing 737 MAX foretog en kommerciel landing for sidste gang i rigtig lang tid. Ingen forudsagde dengang, at flytypen fortsat ville være groundet et helt år efter.

Ikke desto mindre har den skandaleombruste flytype nu etårsdag for den indtil videre sidste kommercielle flyvning. En flyvning, der blev foretaget af Air Canada, og som markerede begyndelsen på en kæmpe krise for Boeing, ligesom en lang række flyselskaber verden over også hurtigt blev økonomisk spændt hårdt for som følge af groundingen.

Boeing 737 MAX har indiskutabelt været den mest omtalte flytype det seneste år. Og det er stadig uvist, hvornår den kan være på vingerne igen. Boeing forventede senest, at myndighederne vil godkende flyet i juni, men denne tidsplan kan hurtigt skride.

346 mennesker omkom i styrtene
CHECK-IN.dk bringer her et overblik over, hvorfor en helt nyproduceret Boeing-flytype foreløbig er endt med at have haft rødt kort i et helt år.

De første tegn på, at MAX-flyene havde problemer, kom den 29. oktober 2018. En Boeing 737 MAX 8 fra Lion Air var af sted på rute JT610 fra Jakarta til Pangkal Pinang i Indonesien. Flyet styrtede i havet ud for øen Java kort efter afgang fra Jakarta. Samtlige 189 personer om bord omkom.

Under fem måneder senere – den 10. marts 2019 – opstod endnu en dødsulykke. En Boeing 737 MAX 8 fra Ethiopian Airlines var af sted på rute ET302 fra Addis Ababa til Nairobi i Kenya. 157 personer omkom, da flyet styrtede cirka 60 kilometer sydøst for Addis Ababa.

Efter denne ulykke begyndte flyselskaber og luftfartsmyndigheder verden over at grounde Boeing 737 MAX. Ethiopian Airlines satte straks sine MAX-fly på jorden. Den 11. marts groundede kinesiske luftfartsmyndigheder flyet, og dagen efter fulgte Det Europæiske Luftsikkerhedsagentur, EASA, trop med at sætte flyene på jorden. Den 13. marts udstedte de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, et endegyldigt flyveforbud mod alle 387 leverede Boeing 737 MAX.

Nye problemer med MAX
En rum tid efter MAX-ulykken i Etiopien viste det sig, at begge ulykker skyldtes problemer med flyets MCAS-software. Det har siden betydet, at Boeing har arbejdet på at opdatere MCAS-softwaren, og myndighederne mangler fortsat at godkende denne opdatering.

Myndighedsgodkendelsen trækker ud, og tidligere i indeværende uge kom det frem, at MAX angiveligt også har problemer med sit kabelsystem. De amerikanske luftfartsmyndigheder har krævet, at Boeing også får udbedret disse problemer, inden MAX kan returnere til luften.

De mange og fortsatte problemer for Boeing betød, at koncernchef Dennis Muilenburg i december 2019 forlod sin post. Måneden efter indførte Boeing produktionsstop af 737 MAX, og det var første gang i 20 år, at den amerikanske flyproducent måtte indstille produktionen af 737-flyene. Produktionen vil efter planen blive genoptaget, når myndighederne igen har godkendt 737 MAX.

Den omfattende krise i Boeing betød ligeledes, at der ikke løb nogen ordrer ind på nye fly i hele januar 2020. Sidst, Boeing ikke modtog nogen ordrer i januar, var helt tilbage i 1962.

Stor tillidsopgave i vente
Når – og hvis Boeing 737 MAX – kommer i luften igen, vil der blive en kæmpemæssig opgave med at overbevise passagererne om, at flyet er sikkert at flyve med. Denne opgave kan blive stor for såvel Boeing og flyselskaberne. Visse selskaber har foreslået, at man dropper MAX-navnet og blot kalder flytypen Boeing 737-8.

Det nu 12 måneder lange flyveforbud mod Boeing 737 MAX har betydet større eller mindre økonomiske tab for operatørerne af flytypen. Flyselskaber har måtte lease flere fly for at kunne udfylde det tomrum, som MAX-flyene efterlod i trafikprogrammerne. Ingen tvivl om, at de flyselskaber, der ikke har 737 MAX i sin flåde, i dag er lykkelige for at have andre flytyper.

Groundingen af MAX har kostet Boeing masser af indtægter, ligesom producenten har store omkostninger ved blandt andet retssager anlagt af pårørende til flyofrene og kundekompensation. Herudover har Boeing ikke haft mulighed for at levere op mod 400 nyproducerede MAX-fly til kunderne under groundingen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev Boeings gæld fordoblet til 27,3 milliarder dollar i 2019, og gælden kan meget vel stige til 32 milliarder dollar i løbet af første halvår i 2020.

 

Relaterede artikler:

Nye MAX-problemer for Boeing

FAA: MAX-certificeringsflyvning i løbet af få uger

Ingen Boeing-ordrer i januar – første gang i 58 år