- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

“Et luftfartsselskab er ikke en iskiosk”

Flyvebranchens Personale Union efterlyser omgående hjælp til luftfartsbranchen på baggrund af de nye og skærpede rejsevejledninger. Lønkompensation bør forlænges til minimum marts, mener FPU.

Fredagens pressemøde, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod annoncerede, at verdenskortet går fra “orange” til “rødt”,  hvormed alle rejser til hele verden frarådes, er endnu et drøjt hug til luftfartsbranchen, der har været særligt udsat siden marts sidste år.

Foreløbigt er rejsevejledningen skærpet frem til den 17. januar, men det er overvejende sandsynligt, at de skærpede restriktioner vil blive forlænget og være i kraft i et vist stykke tid. Det giver store udfordringer for flyselskaberne, der har vanskeligt ved at planlægge på baggrund af relativt korte restriktionsperioder, der løbende forlænges.

”Når regeringen vælger at gøre verden rød og reelt lukke ned for luftfarten, bør lønkompensation og andre hjælpepakker dække akkurat som i foråret. Hvis dette ikke skal være dødsstødet til dansk luftfart, skal lønkompensationen gå til minimum marts og ikke bare forlænges med en uge ad gangen. Et luftfartsselskab er ikke bare en iskiosk, der kan åbnes og lukkes. Det er en kompleks og omkostningstung operation, der kræver sigtbarhed,” siger Thilde Waast, der er formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Handler om at bevare danske luftfart
De skærpede restriktioner er ifølge FPU at betragte som en reel nedlukning af luftfarten, indtil de ophæves, og det indebærer endnu en udfordring for flyselskaberne, der er nogle af de virksomheder i Danmark, der har været hårdest ramt af coronapandemiens mange restriktioner.

Ifølge FPU er omkring 2.000 piloter og kabineansatte blevet afskediget som følge af coronakrisen, og det har blandt andet ramt FPU’s medlemmer, hvor eksempelvis 650 stillinger er forsvundet med konkursen i de danske Norwegian-selskaber, mens 300 piloter og kabineansatte i Jet Time mistede deres job efter konkursen i det danske charterflyselskab.

”Branchen har taget imod de første krisebølger og omstillet sig, men branchen er presset helt i knæ, og de tilbageværende ansatte er psykisk pressede og har brug for vished. Vi er nødt til at holde hånden under det, der er tilbage af dansk luftfart, hvis vi skal have en bæredygtig, dansk luftfart uden social dumping på den anden side af coronakrisen. Det handler også om at kunne bevare dansk luftfart og skabe mulighed for, at de fyrede piloter og kabineansatte kan vende tilbage til jobs i luftfart,” siger Thilde Waast.

 

Relaterede artikler:

Høj dansk vaccinationsgrad kan hjælpe luftfarten

“Vi har brug for en ny luftfartspakke”

Sådan kan luftfarten hjælpes under COVID-19