- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Et stærkt fjerde kvartal var ikke nok for SAS

SAS fik i regnskabsåret 2018/19 et overskud før skat og engangsposter på 786 millioner, men det var utilfredsstillende trods en stærk afslutning på året.

Det var ikke den store overraskelse, at SAS torsdag morgen kunne offentliggøre et årsresultat på 786 millioner svenske kroner (560 millioner danske kroner) før skat og engangposter, da selskabet allerede for nogle uger siden gik ud med en opjustering til et interval mellem 700 og 800 millioner svenske kroner. 

Resultatet er skabt på baggrund af en omsætning på 46,7 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 4,5 procent. Det skyldes dog ikke alene større kapacitet, at SAS har øget salget, men i ligeså høj grad, at billetprismiljøet er blevet forbedret, så der har været plads til at sætte priserne op.

Især i regnskabsårets fjerde kvartal, der løber fra den 1. august til den 31. oktober, kunne de ændrede billetpriser mærkes. Her steg indtægterne med mere end seks procent, mens kapaciteten blot blev øget med 2,3 procent. Resultatet for fjerde kvartal blev således et overskud før skat og engangposter på 1.226 millioner kroner, hvilket er en forbedring på 400 millioner kroner i forhold til rekordåret 2017/18.

“SAS havde et utilfredsstillende helårsresultat, væsentligt lavere end sidste år på grund af modvind fra højere brændstofomkostninger, ugunstige valutabevægelser og en strejke. På trods af disse udfordringer kunne SAS´ attraktive kundetilbud og forbedrede driftseffektivitet sammen med reduceret markedskapacitet, især i fjerde kvartal, føre til et positivt resultat for hele finansåret 2019,” siger koncernchef Rickard Gustafson i en kommentar.

Lavere vækst i 2020
I forhold til det regnskabsår, der startede den 1. november og slutter den 31. oktober 2020, er der en beskeden optimisme hos SAS.

Selskabet noterer sig, at der er usikre økonomiske udsigter og en voksende afmatning i nøgleøkonomier, som vil påvirke kundernes efterspørgsel negativt. Samtidig er den fortsatte svaghed i den svenske og den norske krone mod den amerikanske dollar og euro også en udfordring.

“For det kommende år forventer vi derfor markant lavere vækst, både fra efterspørgsels- og udbudsperspektiv. I betragtning af disse markedsforhold sammen med højere omkostninger for nye fly, øgede træningsmængder samt implementering af IFRS 16, forventer vi at levere en EBIT-margin på tre til fem procent for regnskabsåret 2020. Af de samme grunde forventer vi et øget tab for det første kvartal af regnskabsåret 2020 sammenlignet med sidste år,” lyder det fra Rickard Gustafson.

En overskudsgrad på mellem tre og fem procent vil svare til et resultat før renter, skat og engangsposter på et sted mellem 1,4 og 2,3 milliarder svenske kroner baseret på en omsætning på mindst 47 milliarder svenske kroner.

 

Relaterede artikler:

Forventer milliardoverskud i SAS i 2019/20

Norwegian hjalp SAS til overskud

SAS opjusterer forventningerne