Onsdag var første dag med Airbus A321LR på ruten fra Etihad Airways mellem Abu Dhabi og København. Flytypen er indrettet med i alt 160 sæder – herunder to First-suiter.
Det blev meldt ud allerede i april i år, at Etihad Airways ville sætte deres helt nye flytype Airbus A321LR ind på ruten mellem Abu Dhabi og København i oktober.
Onsdag 1. oktober blev så dagen, hvor rejsende på ruten kunne opleve flytypen for første gang. Flyet landede klokken 11.14 i Københavns Lufthavn efter en flyvning på seks timer og 39 minutter fra Zayed International Airport i Abu Dhabi.
Passagererne på Airbus A321LR fra Etihad Airways kan opleve en komfort, der hidtil kun har været mulig at opleve på flyselskabets traditionelle langdistancefly som blandt andet Boeing 787 Dreamliner.
En ultra-premium oplevelse
Airbus A321LR hos Etihad Airways er indrettet med to helt nye suiter på First Class, 14 sæder på Business Class samt 144 sæder på Economy Class.
Rejsende på First Class får en ultra-premium oplevelse, har flyselskabet tidligere udtalt. First-suiterne er blandt andet indrettet med en 20 tommer stor 4K-skærm, Bluetooth-parring og trådløs opladning.
Sæderne på Business Class er indrettet med en 1-1-konfiguration i sildebensdesign, hvorfor passagererne altså har direkte adgang til midtergangen. Hvert sæde har blandt andet en 4K-skærm på 17,3 tommer og trådløs opladning af elektroniske apparater.
Også rejsende på Economy Class kan se frem til forbedret komfort i Airbus A321LR. Sædernes ergonomi er blevet opgraderet, og de har en bredde på hele 46 centimeter. 4K-skærmene har hver en størrelse på 13,3 tommer. Ligesom på de øvrige kabineklasser har passagererne her adgang til højhastigheds-WiFI.
Har skruet op til daglige afgange
First Class på Airbus A321LR er første gang, Etihad Airways tilbyder dette på kort- og mellemdistancefly, og nu kan rejsende til og fra København altså også opleve det luksuriøse fly og dets First-produkt.
”Præsentationen af vores nyeste fly i København understreger vigtigheden af denne rute i Etihads europæiske netværk. Gæster kan nu nyde vores eksklusive First Suites, der tilbyder det højeste niveau af komfort og privatliv på flyvninger mellem Danmark og Abu Dhabi,” siger Javier Alija, direktør for globalt salg og distribution hos Etihad Airways.
Airbus A321LR er central for Etihad Airways’ vækststrategi Journey 2030. Flyselskabet vil i løbet af 2025 modtage i alt 10 fly af denne type ud af en samlet ordre på 30 eksemplarer.
Frem til og med 30. september 2025 benyttede Etihad Airways fly af typen Boeing 787 Dreamliner mellem Abu Dhabi og København. Selskabet har hidtil haft fem afgange om ugen på ruten, men dette er blevet skruet op til én daglig afgang samtidig med onsdagens introduktion af Airbus A321LR til København.
Relaterede artikler:
Etihad Airways klar med luksuriøst fly til CPH-rute