I sommeren 2025 øger Etihad Airways antallet af afgange fra Københavns Lufthavn til Abu Dhabi som en del af en større frekvensudvidelse i trafikprogrammet. Ruten åbnede i september sidste år.
Etihad Airways øger sin tilstedeværelse i Københavns Lufthavn fra sommeren 2025.
Således oplyser det mellemøstlige flyselskab, at det vil øge fra fire ugentlige afgange til i alt fem direkte flyvninger om ugen fra København til Abu Dhabi International Airport. Ændringen træder i kraft i august næste år.
”Med vores udvidede sommerprogram styrker vi vores tilstedeværelse på det europæiske marked. Vi er glade for at kunne tilbyde en ekstra ugentlig forbindelse til København,” siger Arik De, kommerciel direktør hos Etihad Airways.
”Dette understreger vigtigheden af det danske marked for Etihad Airways og vores engagement i at tilbyde flere valgmuligheder og større fleksibilitet til vores passagerer. Den øgede frekvens giver vores gæster flere muligheder for at opleve både Abu Dhabi og vores omfattende netværk af destinationer i Mellemøsten, Asien og Australien.”
Benytter Dreamliner-fly til CPH
Ruten mellem Københavns Lufthavn og Abu Dhabi, der oprindeligt blev annonceret som en sæsonrute, åbnede 29. september 2023, og siden da har Etihad Airways fløjet fire gange om ugen hele året til det store trafikknudepunkt i De Forenede Arabiske Emirater.
Foruden skandinaviske turister, der tager på ophold i Abu Dhabi, er ruten også henvendt til rejsende, der vil gøre brug af Etihad Airways’ store globale rutenetværk. Således er der gode forbindelsesmuligheder til både Mellemøsten, Afrika, Asien og Australien fra trafikknudepunktet i Abu Dhabi.
På ruten mellem CPH og Abu Dhabi flyver en Boeing 787-9 Dreamliner med plads til i alt 290 passagerer – herunder 28 rejsende i Business Class og 262 i Economy Class.
Foruden frekvensforøgelsen til Københavns Lufthavn øger Etihad Airways også antallet af ugentlige afgange på 15 andre eksisterende ruter – og nogle af forøgelserne sker med virkning allerede fra det kommende vintertrafikprogram.
Blandt frekvensforøgelserne er syv ekstra ugentlige afgange fra Manchester fra december 2024, fire ekstra afgange fra München fra maj 2025 og tre ekstra afgange om ugen fra Bali fra april 2025.
Relaterede artikler:
Førsteklasse på kommende A321LR fra Etihad Airways