- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Etihad Airways rykker ind i svensk lufthavn

Fra midten af december vil Etihad Airways etablere en rute fra Gøteborg til Abu Dhabi i De Forende Arabiske Emirater. Selskabet flyver allerede til Abu Dhabi fra København.

Abu Dhabi-baserede Etihad Airways debuterede den 1. oktober 2023 i Københavns Lufthavn som den første lufthavn i Skandinavien.

Nu har det mellemøstlige selskab tilsyneladende fået appetit på mere, da Sverige også er kommet på radaren. Fra 17. december rykker selskabet ind i Landvetter-lufthavnen ved Gøteborg, der i 2025 var den syvendestørste lufthavn i Norden med lidt flere end 5,4 millioner passagerer.

Etihad Airways benytter i CPH Boeing 787-9 Dreamliner med 290 sæder, mens Gøteborg-ruten, der vil få fire ugentlige afgange skal betjenes med en af selskabets langtrækkende Airbus A321LR, der har plads til 160 passagerer.

Hos den svenske lufthavnsoperatør Swedavia, der driver Gøteborg-Landvetter, glæder den nytiltrådte CEO, Mats Johannesson, sig over den nye rute.

“Vi ser meget frem til at byde Etihad Airways velkommen i december. Det bliver den første direkte forbindelse mellem Göteborg og De Forenede Arabiske Emirater. Virksomheder i Vestsverige handler med hele Asien, og mange af vores rejsende har slægtninge, venner og familie i regionen. Den nye forbindelse vil styrke regionens tilgængelighed, især til Mellemøsten, Indien og Sydøstasien.”

Flytypen passer til regionalt marked i Vestsverige
For lidt mere end et år siden valgte den svenske regering at afskaffe passagerafgiften, og det er muligvis en af årsagerne til, at den vestsvenske lufthavn nu kan lande en rute til De Forenede Arabiske Emirater, der styrker regionens tilgængelighed til både Asien og Australien.

Fra Zayed International Airport i Abu Dhabi tilbyder Etihad Airways alene forbindelser til over 50 destinationer i Asien.

I A321LR-flyene er der tre kabineklasser, henholdsvis to i First, 14 i Business og 144 i Economy-sektionen.

“Flytypen A321LR gør det muligt at tilbyde en rute, der omfatter vores fulde produkt med tre kabineklasser, i en skala, der passer til Göteborg. Med denne rute åbner vores netværk op for forbindelser til Indien, Sydøstasien og videre ud i verden,” lyder det fra Antonoaldo Neves, koncernchef for Etihad Airways.

 

Relaterede artikler:

Etihad Airways øger med 55 procent i København

Førsteklasse på kommende A321LR fra Etihad Airways

Officielt: Ny Etihad-rute fra København til Abu Dhabi