- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

EU-Kommissionen undersøger statsstøtte til Air Nostrum

Den spanske stat vil yde statsstøtte til det regionale flyselskab Air Nostrum til fornyelse af flåden, og det får nu EU-Kommissionen til at vurdere, hvorvidt det er lovligt.

Air Nostrum ønsker at forny sin flåde yderligere med mere bæredygtige fly, og i den forbindelse ønsker den spanske stat at bidrage.

Det er nærmere bestemt den regionale regering i Valencia, der i 2018 godkendte en støtte på tre millioner euro (22,5 millioner kroner, red.) til Air Nostrum, der i flere år har wetleaset fly til SAS. Herudover ønsker regeringen at yde op til ekstra seks millioner euro (45 millioner kroner, red.) i perioden fra 2019 til 2020 til det Valencia-baserede flyselskab.

Den økonomiske støtte skal anvendes til fornyelse af flyselskabets flåde gennem køb af flere miljøvenlige fly. Den spanske stat hævder, at statsstøtten falder ind under miljøbeskyttelsesreglerne i 2014-gruppefritagelsesforordningen (General Block Exemption Regulation, GBER) og dermed ikke skal anmeldes til EU-Kommissionen i henhold til statsstøttereglerne.

EU-Kommissionen har dog alligevel åbnet en dybdegående undersøgelse af statsstøtten på op til små 70 millioner kroner, da der er tvivl om, hvorvidt støtten overholder retningslinjerne.

Tvist med leasingkontrakter
Medlemsstaterne i EU har mulighed for at yde statsstøtte, hvis formålet er at påvirke miljøet i en positiv retning. Statsstøtten skal imidlertid opfylde en rækker betingelser for at være i overensstemmelse med EUs statsstøtteregler. Støtten skal blandt andet være med til at tilskynde private investeringer i at forbedre miljøet, og støttemodtageren skal kunne øge niveauet af miljøbeskyttelse i sine aktiviteter.

Air Nostrum modtog frem til 2017 i alt 18 nye fly af typen Bombardier CRJ-1000 uden statsstøtte. Siden har flyselskabet modtaget yderligere otte af denne model. EU-Kommissionen sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, om Air Nostrum – uden statsstøtte – alligevel vil købe flere miljøvenlige fly.

Herudover påpeger EU-Kommissionen også en tvist ved måden at erhverve nye fly på. Air Nostrum leaser sine fly, men for at leasing kan kvalificere sig som en investering, skal leasingkontrakten have en forpligtelse – og ikke kun muligheden – for at købe flyet. EU-Kommissionen er i tvivl om, hvorvidt Air Nostrums leasingkontrakter opfylder dette.

EU-Kommissionen vil undersøge disse og andre elementer, og alle interesserede parter har mulighed for at komme med kommentarer i processen, lyder det.

Mulig konkurrenceforvridning
I udgangspunktet er EU-Kommissionen positiv over for investering i nye og mere miljøvenlig fly. Kommissionen er dog i tvivl om, at statsstøtte til et flyselskab, der måske under alle omstændigheder vil forny sin flåde, kommer til at konkurrenceforvride på bekostning af skatteyderne. Spørgsmålet er, om et givent flyselskab vil investere pengene i nye fly, eller om støtten blot vil reducere driftsomkostningerne, lyder det fra EU-Kommissionen.

Air Nostrum har tidligere på selvstændig vis opereret for SAS, men i sommer fusionerede det spanske selskab med en anden SAS-underleverandør, nemlig irske CityJet. De to flyselskaber opererer dog videre med egne brands. Air Nostrum har en flåde bestående af i alt 49 fly.

 

Relaterede artikler:

Fusionsplaner for SAS-leverandører godkendt

To SAS-leverandører fusionerer

SAS indgår ny aftale med Air Nostrum