- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ex-Norwegian-formand: SAS er tvunget til omstilling

Bjørn H. Kise, der gennem 20 år var bestyrelsesformand i Norwegian, mener, at SAS er tvunget til at omstille sig for at komme på ret kurs igen. Og alle parter skal bidrage, lyder det.

Piloterne i SAS Scandinavia indledte mandag 4. juli en strejke som resultat af sammenbrudte forhandlinger mellem piloterne og SAS-ledelsen.

Strejken kører nu på fjerde døgn, og den har vakt opsigt i hele luftfartsbranchen – ikke mindst i Skandinavien. Den erfarne luftfartsmand Bjørn H. Kise, der er medstifter af Norwegian, er af den overbevisning, at SAS helt generelt står over for en uundgåelig omstilling. Det fortæller han til det norske medie Dagbladet.

”For at leve videre skal de nok finde en mere omkostningseffektiv måde at operere på, hvor alle skal bidrage,” siger Bjørn H. Kise, der gennem næsten 20 år frem til 2019 var bestyrelsesformand i Norwegian.

Bjørn H. Kise er stadig storaktionær i Norwegian og grundlagde lavprisflyselskabet sammen med den mangeårige koncernchef Bjørn Kjos. Han understreger over for det norske medie, at han ikke har kendskab til konflikten, ud over hvad medierne fortæller.

Omstilling kan være udfordret af ejerforhold
Tirsdag morgen – dagen efter konfliktudbruddet – orienterede SAS om, at selskabet havde søgt konkursbeskyttelse i USA under den særlige Chapter 11-ordning. Herved håber ledelsen, at der bliver arbejdsro til at tage de nødvendige tiltag.

SAS er ifølge Bjørn H. Kise nødt til at omstille sig, da lavprisflyselskaberne de senere år har tilbudt stadig billigere flybilletter og gjort dem mere tilgængelige for almindelige mennesker. En udvikling, som Norwegian selv har bidraget til.

Ex-Norwegian-formanden tror, at en årsag til, at SAS har svært ved at omstille sig, er, at SAS historisk set har haft kapitalstærke, statslige ejere i ryggen, når økonomien har haft det svært. Og det har betydet, at selskabet har kunnet flyve videre, selv om det har været en dårlig forretning, lyder det.

Tror på den danske stat som løsningen
At de 900 piloter i SAS Scandinavia har indledt strejke, lige som sommersæsonen er begyndt, undrer Bjørn H. Kise.

”Jeg synes, det (pilotstrejken, red.) virker ret håbløs – både for selskabet og for medarbejderne. Det, der overrasker mig lidt, er, at piloterne ikke er mere bange for deres job,” fortæller han.

Den mangeårige Norwegian-bestyrelsesformand tror dog stadig på, at der findes en løsning. Det begrunder han med, at SAS er et hub-selskab, hvor Københavns Lufthavn er et vigtigt knudepunkt med mange arbejdspladser. Han tror derfor, at den danske stat med en SAS-ejerandel på 21,8 procent er villig til at gå langt for at holde SAS i luften.

Skulle SAS ikke klare sig gennem krisen, forventer Bjørn H. Kise, at lavprisflyselskaber som easyJet, Wizz Air og Ryanair vil tage større skandinavisk markedsandel. Kise håber imidlertid ikke, det bliver en realitet. De to store flyselskaber i Skandinavien skal være SAS og Norwegian, understreger han.

 

Relaterede artikler:

CPH har 185 millioner kroner til gode hos SAS

SAS Connect flyver videre trods sympatistrejke

SAS: Der bliver noget at reparere på