- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fejrede 75 millioner passagerer på særlig måde

Det spanske lavprisflyselskab Volotea bød forleden velkommen til dets passager nummer 75 millioner siden første flyvning i 2012. Velkomsten var så særlig, at én bestemt genstand kom i Guinness Rekordbog.

I sidste uge fløj Volotea med passager nummer 75.000.000, og den flotte milepæl blev fejret på en helt særlig måde.

Det spanske lavprisflyselskab oplyser således i et opslag på LinkedIn, at selskabet er blevet optaget i Guinness Rekordbog med verdens største velkomstmåtte, som var blevet fremstillet til modtagelsen af den pågældende milepæls-passager. En måtte, der kan ses på flere billeder i LinkedIn-opslaget.

Velkomstmåtten er på 75 kvadratmeter, og den havde påskrevet teksten ”Ciao Mamma! Sono il passeggero 75.000.000” (på dansk: Hej mor! Jeg er passager 75.000.000). Begivenheden fandt sted i Olbia Lufthavn på den italienske ø Sardinien.

Passager nummer 75.000.000 var Fabio Bonaiuto fra Sardinien, der var fløjet fra Barcelona til Olbia, da han ved ankomsten i Olbia således blandt andet blev overrasket med verdens største velkomstmåtte.

75 gratis flyvninger til milepæls-passager
Volotea oplyser, at Fabio Bonaiuto vil blive forkælet med 75 gratis Volotea-flyvninger, som han kan dele med sin mor, der altså også var en del af referencen på velkomstmåtten.

Der er en særlig tak fra Volotea til både egne medarbejdere og ansatte i Olbia-lufthavnen i forbindelse med planlægningen og udførslen af velkomsteventet med passager nummer 75 millioner. Og der er også en stor tak til Guinness Rekordbog for anerkendelsen.

Olbia har længe været en af Voloteas vigtigste strategiske baser i Italien. I løbet af 2025 vil flyselskabet tilbyde i alt 1,1 millioner sæder og operere på 27 ruter fra lufthavnen. Dette gør Volotea til det førende flyselskab i lufthavnen målt på antal destinationer.

Volotea blev grundlagt i 2011 og indledte operationer i april året efter. Der flyves særligt med udgangspunkt fra flere steder i Spanien, Frankrig og Italien. Flåden består af i alt 40 Airbus-fly fordelt på 17 A319-100-fly og 23 A320-200-fly. Flyenes gennemsnitsalder er 18 år.

 

Relaterede artikler:

Leverer bedste regnskab siden starten i 2012

Flytype har forbedret klimaregnskabet hos Volotea

Volotea fejrer 15 millioner passagerer