- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair genstarter to ruter med bus som alternativ

Næste forår genstartes de to indenrigsruter til Helsinki fra Tampere og Turku. Dog med en væsentlig ændring, idet busser indsættes som alternativ til fly for at spare på CO2-udledningen.

Det finske flyselskab Finnair har nu bekræftet, at det indsætter busser på to korte indenrigsruter mellem hovedstaden Helsinki og de to byer Tampere og Turku, der er landets henholdsvis tredje- og femtestørste by. Det sker ifølge selskabet for at udlede mindre CO2.

Før COVID-19 tvang selskabet til at lukke ruterne i foråret 2020, var det energieffektive ATR-fly der fløj på dem, men Finnair fortæller i en pressemeddelelse, at CO2-udledningen per passager fortsat var klart højere end på andre ruter, og derfor indsættes lufthavnsbusserne nu som et supplement til flyene. 

Ifølge flyselskabet afsættes der i tidtabellen typisk 35 minutter til at flyve begge ruter, men den reelle transporttid er i virkeligheden tættere på blot 25 minutter. Da terrænet mellem de to byer og hovedstaden ikke er specielt udfordrende, vurderer Finnair, at busser kan være et alternativ. 

Har undersøgt passagernes vaner
Lufthavnsbusserne vil ikke overtage alle afgangene, men nogle passagerne vil skulle starte deres ferie på hjul i stedet for vinger. Det gælder dog kun i forbindelse med rejser, hvor der skal flyves videre fra Helsinki Airport. Der vil ikke blive solgt billetter til lokal transport, hvor kunderne må nøjes med to daglige flyvninger fra Turku og tre fra Tampere.

Det mener Finnair dog ikke er et problem. Det synspunkt baserer selskabet på en undersøgelse af  kundernes vaner, som de gennemførte i 2019. Her blev der fløjet flere daglige afgange på ruterne mellem hovedstaden og Tampere og Turku. 

Flyselskabet fortæller, at “størstedelen” af de adspurgte dengang forklarede, at de allerede benyttede et alternativ til fly på turen til lufthavnen i Helsinki. Hvad størstedelen mere præcist dækker over, forklarer Finnair dog ikke nærmere i pressemeddelelsen. 

Vær ikke nervøs for køer
Korte flyveture udleder en del CO2, derfor nævnes de ofte, når fremtiden for klimaet diskuteres. Finnair ser intermodalitet, hvor passagerne blander forskellige transportformer frem til destinationen, som et bud på, hvordan udledningerne kan reduceres i fremtiden. 

Direktøren for ruteplanlægning hos Finnair, Perttu Jolma, mener ikke, at selskabets kunder skal være nervøse for motorvejskøer eller anden trængsel, hvis de i fremtiden får udleveret en busbillet i stedet for et boardingpas. 

”Vi vil give de rejsende mulighed for at reducere deres CO2-aftryk ved at gøre brug af en bus. Vi garanterer den videre forbindelse til destinationen, selv hvis der finder forstyrrelser sted, som påvirker busturen,” siger Perttu Jolma fra Finnair. 

 

Relaterede artikler:

Finnair vil erstatte korte indenrigsflyruter med bus

På vej mod endnu et stort milliardunderskud

Vil flyve via Stockholm og Riga i stedet for Helsinki