- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair opgiver fem langruter i sommerprogram

Finnair vil i den kommende sommersæson betjene hovedparten af sine langdistanceruter. Fem af ruterne bliver dog indstillet, viser det foreløbige trafikprogram.

Langdistanceruterne til Asien er Finnairs kerneforretning, og selskabet havde før coronapandemien over 100 afgange om ugen til destinationer i Kina, Japan og andre lande i Asien.

Efter et år, hvor Finnairs trafik til Asien har været stærkt reduceret som følge af pandemien, kan det finske flyselskab så småt begynde at se frem til en bedring i takt med, at vaccinerne mod coronavirus begynder at blive rullet ud i både Europa og Asien.

Der er imidlertid ikke udsigt til, at Finnair genoptager sit normale trafikprogram i den kommende sommersæson. Ifølge det foreløbige trafikprogram for 2021 vil fem af Finnairs langdistanceruter fra Helsinki nemlig blive indstillet i perioden maj til oktober.

Det drejer sig om ruten til Delhi, hvor der normalt er fire forbindelser om ugen i sommersæsonen, ruten til Nanjing i Kina med normalt tre ugentlige forbindelser, ruten til Fukuoka i Japan (normalt tre gange om ugen), ruten til Guangzhou i Kina (normalt to ugentlige) samt ruten til San Francisco, hvor der normalt er fire ugentlige forbindelser om sommeren.

13 langdistanceruter opretholdes
Finnair opretholder dog ugentlige forbindelser til 13 andre destinationer i selskabets langrutenetværk med alt fra én til syv ugentlige flyvninger. Ruterne til både Tokyo Haneda og Seoul Incheon vil blive betjent dagligt af Finnair, mens Hong Kong og Chicago i en del af sommersæsonen vil får daglig forbindelse fra Helsinki.

Finnairs opretholder i det aktuelle vinterprogram et minimalt langrutenetværk, hvor destinationer som Tokyo, Seoul, Tokyo og Bangkok serviceres et par gange om ugen fra Helsinki.

Tilbage til Nordasien “ganske snart”
Selskabets kommercielle direktør Ole Orvér er imidlertid overbevist om, at Finnairs Helsinki-hub igen kommer til at indtage positionen som et vigtigt knudepunkt for ruter mellem Nordeuropa og Asien i takt med, at rejserestriktionerne bliver ophævet.

”Man vil se Finnair tilbage i Nordasien-byerne ganske snart, når efterspørgslen begynder at komme tilbage, og vi sigter mod at være en førende operatør på disse markeder, når rejserestriktionerne bliver fjernet, ”siger Ole Orvér til websitet Simple Flying.

 

Relaterede artikler:

Finnair får midlertidigt forbud mod Kina-flyvninger

Finnair tilbyder gratis coronaforsikring

Finnair-fly skal overvintre i Sydfrankrig