- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair skal ikke længere flyve omvej til Asien

Restriktionerne i det pakistanske luftrum er blevet ophævet, så Finnair atter kan operere normalt til fire lande i Asien.

Siden slutningen af februar har konflikten mellem Indien og Pakistan om den omstridte Kashmir-region betydet, at dele af luftrummet over Pakistan har været lukket. 

Dermed har en række flyselskaber været sendt ud på tids- og omkostningskrævende omveje for at kunne fastholde flyvninger mellem destinationer i Europa og Sydøstasien.

Et af disse selskaber er Finnair, der har været nødt til at justere i tidtabellen og samtidig har advaret kunderne om, at det lejlighedsvist kunne være nødvendigt med mellemlandinger for at tanke brændstof.

Siden den 20. juli har Finnair dog atter kunnet operere normalt, således at flyvningerne fra Helsinki til Thailand, Vietnam, Singapore og Indien ikke længere vil være påvirket af de pakistanske restriktioner, der netop er blevet ophævet.

På ruten mellem Helsinki og Singapore har Finnair i en længere periode været nødt til at flyve ind over Iran, og første udenom – og sidenhen over – det sydlige Pakistan for at komme videre til Indien og Sydøstasien. Normalt har Finnair benyttet en kortere rute via Uzbekistan, Afghanistan og det nordlige Pakistan.

Mange flyselskaber påvirket
De pakistanske luftfartsmyndigheder lempede restriktionerne i april, da man åbnede luftkorridoren P518  for vestgående flyvninger, mens de østgående flyvninger først blev tilladt i begyndelsen af juni. Nu skulle samtlige restriktioner dog være ophævet via en lang række Notams (Notice to Airmen, red.), som er blevet opdateret hos myndighederne.

Begrænsningerne i det pakistanske luftrum betød blandt andet, at Air Canada i en periode benyttede Københavns Lufthavn til tekniske mellemlandinger på ruterne fra New Delhi til henholdsvis Toronto og Vancouver. I CPH var det muligt at tanke brændstof, da det ikke længere var muligt at foretage nonstop-flyvninger som følge af den ændrede flyverute.

Da konflikten eskalerede i slutningen af februar strandede mange tusinde passagerer et par døgn i Suvarnabhumi-lufthavnen i Bangkok ved den pludselige lukning af luftrummet over Pakistan. 

 

Relaterede artikler:

CPH forbinder midlertidigt Delhi med Toronto

Op mod 5.000 passagerer strandet i lufthavn

Kashmir-konflikt forstyrrer flytrafik mellem Asien og Europa