- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fire nye transatlantiske ruter fra Manchester

IAG vil tilsyneladende bruge Aer Lingus til at sætte et angreb ind mod Virgin Atlantic. Det irske flyselskab etablerer fire nye transatlantiske ruter fra Manchester Airport.

Det kunne ligne noget af et frontalangreb mod Virgin Atlantic, som det irske IAG-selskab Aer Lingus onsdag annoncerede.

Aer Lingus vil for første gang i historien flyve transatlantisk fra Manchester Airport, og der startes op med ruter til New York-JFK og Orlando fra den 29. juli i år. I løbet af efteråret bliver Barbados den tredje destination, når det irske flyselskab fra den 20. oktober tilføjer Barbados fra den britiske storby, og næste sommer er det planen, at der også skal flyves til Boston.

Ruterne på den amerikanske østkyst vil blive betjent af de nye langtrækkende Airbus A321LR, mens der indsættes Airbus A330-kapacitet på de populære feriedestinationer som Orlando og Barbados.

“Med så mange mennesker, der har savnet at rejse som følge af COVID-19 i løbet af det seneste år, er vi hos Aer Lingus glade for at kunne dele denne positive nyhed i dag, som er et godt tilbud til kunderne og skaber op til 120 job i det nordlige England,” siger David Shepherd, der er kommerciel direktør hos Aer Lingus.

Vil lægge pres på Virgin Atlantic
Aer Lingus har betjent Nordamerika i mere end 60 år, men det er primært fra Dublin, at ruterne har udgået. Alene i dag er der 14 nordamerikanske byer på rutekortet, henholdsvis New York-JFK, New York-Newark, Boston, Washington D.C., Hartford, Philadelphia, Orlando, Miami, Chicago, Los Angeles, San Francisco, Seattle, Minneapolis St. Paul samt Toronto.

Det er dog ikke sådan, at Manchester Airport ikke har ruter til Nordamerika. Virgin Atlantic har for eksempel hidtil fløjet til Atlanta, Barbados, Boston, New York-JFK og Orlando samt til Los Angeles i sommerhalvåret, men nu har det britiske flyselskab kun New York og Barbados som tilbageværende destinationer, idet Boston endnu ikke er lagt til salg for den kommende sommer.

Netop disse destinationer er målet for Aer Lingus-offensiven, hvor IAG tilsyneladende vil forsøge at presse Virgin Atlantic væk fra den nordengelske lufthavn.

“Disse ruter vil være et godt supplement på afgangstavlerne her i Manchester, og vi ser frem til at genstarte internationale rejser. Før coronapandemien var der årligt flere end 5,5 millioner passagerer, der krydsede Atlanten via Manchester, så det er godt nyheder at kunne tilbyde disse ruter med en ny operatør,” lyder det fra Karen Smart, der er administrerende direktør for Manchester Airport.

 

Relaterede artikler:

Virgin Atlantic sikrer milliarder i redningsplan

Virgin Atlantic skærer ned på ansatte og rutenet

Aer Lingus har modtaget første A321LR